Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nyhed: Bæredygtigt toplag til ridebaner
For blot få år siden var der ikke mange, der den kendte til betydningen af PFAS.
Det har imidlertid ændret sig, siden det er kommet frem, at der er tale om skadelige stoffer, såkaldte perflourerede stoffer eller flourstoffer, som er indeholdt i mange daglige produkter som maling, regntøj og køkkengrej.
De skadelige stoffer bruges på grund af deres vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber. Og de havner i naturen.
PFAS findes også ofte i toplag til ridebaner, så det er selvfølgelig en udfordring, hvis man er leverandør af ridebaner.
Og det er man hos Jemo Equine, der har leveret ridebaner siden 2011. Derfor har Morten Torup længe ledt efter et alternativ til de geotekstiler, som man tidligere har tilsat toplaget under opførelsen af ridebanerne.
- Baggrunden er det såkaldte EU Reach-initiativ, og det betyder, at vi fra 2031 ikke må tilsætte geotekstiler og gummi og så videre, fordi de indeholder PFAS, fortæller Morten Torup.
- Derfor har jeg i lang tid ledt efter en løsning, og så for et par år siden fandt jeg et helt unikt produkt under et besøg i Sydafrika.
Baseret på kokosnød
Produktet hedder Eco Fiber Surfaces (EFS), og det er baseret på kokosnøddefiber, som er et materiale, det sydafrikanske firma Slique Horse Arenas har leveret til ridebaner de sidste 16 år.
Morten Torup tog kontakt til Grant Maidment fra firmaet sidste forår, og allerede om efteråret kom den første ladning kokosnøddefiber til Danmark i en stor container.
- Det er et helt unikt produkt, som oprindeligt kommer fra Mozambique. Det er et restprodukt, som bliver renset, vasket og tørret. Herefter bliver det skåret op i de rigtige længder, og så kan det bruges i ridebaner i stedet for de her geotekstiler, der tidligere er blevet brugt, siger han.
Grunden til, at man har brug for tilsætning til ridebaners toplag, er, at det blandt andet tilfører mere stabilitet
Organisk produkt
Eco Fiber Surfaces (EFS) er et organisk toplagsprodukt. Det er let at udlægge en ny ridebane, og det kan tilføjes i eksisterende sand. Der er tale om en blanding af langtidsholdbar kokosnøddefiber, skaller og marvfibre.
- Det gør sandet stabilt at ride på, og det giver lidt affjedring, så sandet ikke er hårdt, hvilket gør det sundere for hesten at bevæge sig på. Og så gør det også, at hesten ikke skrider, samtidigt med, at banen bliver helt ensartet at ride på, hvilket er godt for hestevelfærdet, fortæller ridebaneeksperten.
Det organiske kokosnøddefiber er forholdsvist nemt at arbejde med. Materialet hældes i en specialudviklet blandemaskine, hvorefter man tilsætter vand. Derved åbner kokosfibrene sig helt, og man kan blande det med sand.
5-stjernet stempel
For at være sikre på, at toplaget var perfekt, valgte Jemo Equine at sende prøver til det Det Internationale Rideforbunds banekonsulent i Sverige.
- Fordi at der er tale om et nyt produkt, så var det vigtigt for os at få det tjekket og kontrolleret. Og vi har nu fået konstateret, at vores produkt kan bruges som toplag til 5-stjernede ridebaner, det er de bedste ridebaner i verden, siger Morten Torup.
Jemo Equine er eneimportør af det organiske Eco Fiber Surfaces, og firmaet er i fuld gang med at finde forhandlere i både Norden og Europa. Herhjemme er de første 10 ridebaner allerede oppe at køre på det nye toplag, og ifølge Morten Torup, har kunderne taget rigtigt godt imod produktet.
- De steder, vi har lagt toplaget, er de meget vilde med resultatet. Og så har det en ekstra god effekt. Det får sandet til at holde på fugtigheden, så det ikke skal vandes og vedligeholdes så meget. Og det er jo også godt for miljøet, slutter Morten Torup.