Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Importørens råd: Sæt dig godt ind i mærket og hvem du handler med
Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er der nok noget om snakken.
Sådan udlægger Jørgen Jensen, indehaver af Avant Danmark, der forhandler minilæssere og redskaber fra finske Avant, teksten om, at noget, der er købt rigtig billigt, sjældent indfrier forventningerne.
I disse år oplever han og de øvrige sælgere i forretningen, oftere og oftere kunder, der henvender sig og gerne vil bytte en kinesisk produceret minilæsser ind i en Avant-handel.
Kunder, der typisk får et chok, når de får at vide, at maskinforretningen ikke vil give ret meget i bytte. Man vil helst ikke have dem ind.
- Mange af de der maskiner er næsten fuldstændig værdiløse. For det er ikke nogen, vi med god samvittighed kan tage ind og sælge videre til andre kunder, forklarer Jørgen Jensen, der har forhandlet minilæssere fra Avant siden 1992.
- De minilæssere er ikke noget, vi vil associeres med. De er ikke på europæisk niveau, og man kan dårligt få reservedele til dem, lyder det fra importøren, der har et par eksemplarer til at stå bagest ude på lageret og samle støv.
- Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal gøre med dem nu.
Billigt bliver dyrt
Billigere, kinesiske produkter er ikke noget nyt på det danske marked. For 10-15 år siden væltede det pludselig ind med billige ATV'er og motorcykler. Så var det kompakt-traktorer og i de senere år er det altså minilæssere.
Mange bliver da også fristet, når man bliver tilbudt en maskine, der umiddelbart ser fin ud, og sælges 15-20 procent billigere end andre kendte mærkevarer. Det virker som et rigtigt godt tilbud.
- Man skal bare huske på, at selve indkøbsprisen kun er en lille del af det, der på engelsk hedder "total cost of ownership". Hvad koster det at få repareret maskinen? Hvor længe skal du vente på reservedele og holde stille? Og til slut altså, hvad kan du få for maskinen, når du vil sælge den videre, forklarer Jens Christiansen, der er sælger hos Avant Danmark.
Han møder både private mennesker og professionelle erhvervsdrivende, der er frustrerede over deres lidt for billige minilæsser.
- Jeg synes, at det er trist. For det går også ud over troværdigheden hos alle os andre i markedet, når kunder føler sig misinformeret og får en ringe maskine og en dårlig oplevelse, siger Jens Christiansen.
Hos Avant Danmark lyder opfordringen derfor, at man som kunde skal sørge for at orientere sig rigtig godt om, hvilken type maskine, man egentlig har brug for, hvilke redskaber, der kan bruges til den, og hvordan supporten og adgangen til reservedele ser ud hos forhandleren.
- Man skal ikke bare blive forblændet af prisen. Det kan blive rigtig dyrt, siger Jørgen Jensen, der har brugt årtier på at opbygge viden og erfaring og et stort lager af reservedele, samt hyre dygtige servicefolk til at understøtte kunderne.
Avant Danmark ruller i slutningen af november en stor del af sine minilæssere og redskaber ind i hallerne til Agromek. En messe, man har prioriteret højt alle år siden 1994.