Lyt til artiklen:

Tårnhøjt antal rotteanmeldelser

00:00
Hastighed: ???x
03:30

Abonnementsartikel

De seneste års enorme mængder regn har ikke kun givet store udfordringer for os mennesker.

Det samme har de gjort for rotterne, der bliver presset ud af kloakkerne og søger mod trygge steder at bo i og ved bebyggelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver forsikringsselskabet Gjensidige i en pressemeddelelse.

Og det har gjort, at landets fire største kommuner alle har modtaget voldsomt mange anmeldelser om rotter de seneste måneder.

Det viser opgørelser, som de har udleveret til Gjensidige og NRGi.

Aarhus værst

Værst står det til i Aarhus, der alene i oktober måned modtog 1.019 anmeldelser, hvilket er det højeste siden 2021 og godt 65 procent højere end samme måned sidste år.

I Aalborg var der ligeledes mere end en fordobling i september og oktober i forhold til samme måneder i 2023, mens man i Odense de seneste fire måneder har fået flere anmeldelser om rotter end på noget tidspunkt de seneste fire år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I København er tallene også stigende, men i mindre omfang end i de andre kommuner.

Ifølge skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen, er de mange rotteanmeldelser endnu et billede på, hvordan klimaforandringerne er med til at give udfordringer for både kommuner og boligejere i de her år.

Ekstra indsats

Hun opfordrer til, at man gør en ekstra indsats for at sikre, at ens hjem og udearealer er uattraktive for rotterne.

- Rotter kan både bære på en lang række sygdomme og lave helt uoverskueligt store skader, hvis først de får etableret sig indenfor. Og jeg kan frygte, at antallet af rotter kun vil stige den næste tid, hvor det normalt er højsæson for dem omkring beboelse, siger Lene Rasmussen.

De stigende udfordringer med rotter er også noget Bo Halm Andersen oplever, når han som byggesagkyndig hos NRGi rådgiver boligejere om blandt andet klimasikring og vedligeholdelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere og flere boligejere spørger således ind til, hvordan de kan forebygge, at rotter trænger ind i boligen og forårsager omfattende skader.

Ifølge Bo Halm Andersen er der nemlig god grund til sikre sin bolig mod de uønskede gæster.

- De kan på det nærmeste ødelægge alt i en bolig lige fra isolering til kabler og gulve. Og samtidig kan de medføre lugtgener, støj og reel sundhedsfare, så det er helt afgørende, at man sikrer hjemmet bedst muligt, siger han og peger på en række konkrete tiltag, der kan minimere risikoen.

Gode råd til at undgå rotter

Se efter om riste til krybekælderen og ventilationsriste i facaden er intakte

Få monteret en rottespærre i kloakrør / kloakbrønd

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få foretaget en tv-inspektion af afløbsrør til og fra huset for at sikre, at de er intakte.

Tjek husets fundament og ydervægge for eventuelle revner og huller

Saml nedfalden frugt som æbler op, når de kolde måneder begynder

Sørg for at rotter ikke kan komme i kontakt med fuglefoder i skuret eller på foderbrættet.

Klip grene væk som vokser tæt på eller læner sig mod taget

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sørg for at man ikke har en åben kompostbunke

Sørg altid for at kontakte kommunen og en skadedyrsbekæmper, hvis du oplever rotter i og ved hjemmet.