Abonnementsartikel

Landbruget er et af de farligste erhverv at arbejde i.

De seneste fem år er der i Danmark årligt blevet anmeldt over 1.000 arbejdsulykker i branchen for landbrug, fiskeri og skovbrug heraf cirka fem dødsulykker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Ministerium for Grøn Trepart i en pressemeddelelse.

Men et nyt tiltag, kaldet social konditionalitet, fra EU skal nu dæmme op for de mange arbejdsulykker samt understøtte bedre arbejdsvilkår for branchen.

Tiltaget, der træder i kraft den 1. januar 2025, betyder, at landbrugere, der ikke overholder en række arbejdsgiverforpligtelser med hensyn til arbejdsmiljø samt gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår, kan blive trukket i landbrugsstøtten.

- Desværre oplever vi i dag alt for mange arbejdsulykker i landbrugserhvervet. Derfor er det her tiltag helt essentielt. Det er vigtigt, at det får konsekvenser, hvis man som arbejdsgiver ikke lever op til sit ansvar. Antallet af arbejdsulykker i landbruget skal reduceres markant - det skal være trygt og sikkert at gå på arbejde, siger Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S).

Hvis landbrugere overtræder kravet, vil man som hovedregel blive trukket tre procent i landbrugsstøtten i overtrædelsesåret. Hvis overtrædelsen gentager sig, vil man som udgangspunkt blive trukket ti procent i landbrugsstøtten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er især dampe fra gylletanke, dyr, der går til angreb under arbejdet, ulykker med maskiner og bigballer samt fald fra stiger eller traktorer, der er årsagen til arbejdsulykkerne.

Her sker ulykkerne

Det er især inden for disse områder, at ulykkerne i landbruget sker - og også her, at ulykkerne kan forebygges.

Dyr: Arbejdet med kvæg og svin er en af de hyppigste årsager til ulykker i landbruget. Ulykkerne er ofte meget alvorlige og kan medføre skader, der kan give mén resten af livet.

Maskiner: Maskiner er skyld i ulykker, hvor arbejdere bliver klemt, mast eller påkørt. I perioden 2017-2022 har 16 personer mistet livet på denne måde.

Gylle: Dampe fra gylle kan indeholde den giftige gas svovlbrinte, der ved indånding kan give alvorlige hjerneskader eller føre til bevidstløshed. I perioden 2017-2022 er der sket tre dødsulykker efter udsættelse for svovlbrinte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bigballer: Fra 2017-2022 er der sket 15 ulykker i forbindelse med, at personer er blevet ramt af bigballer - enten under stabling eller ved nedtagning af bigballer.

Fald fra højden: 838 ulykker og to dødsulykker efter fald fra højden er der blevet anmeldt i perioden 2017-2022. Typisk er det fald fra stiger, maskiner eller fra tage.