Abonnementsartikel

Med 556 udstillere og 43.197 besøgende, hvoraf 3.833 kom fra udlandet, var den netop overståede Agromek-messe en stor succes.

Ifølge arrangørerne er besøgstallet det største i 10 år, så man kan dermed konstatere, at messen er "tilbage for fuld styrke".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er meget, meget positivt overraskede. Man kan altid spørge sig selv, om et messekoncept holder i en tid med digitale medier, men det må vi bare sige, at det gør. Vi har haft rigtig mange besøgende og har indimellem været blæst helt baglæns, men på den virkelig gode måde, siger Camilla Blicher Simonsen, vicekoncerndirektør, DLG.

De rigtige besøgende

Billedet er det samme hos Fasterholt Maskinfabrik, hvor man ligeledes har haft godt gang i den og særligt hæfter sig ved, at det i vid udstrækning var de rigtige besøgende, der lagde vejen forbi til både snakke og handler.

- Vi har haft mange besøgende, og der har været stor interesse om vores produkter, så det har været superdejligt. En del har tilmed været indstillede på at investere, og der er blevet lavet flere handler på messen, så vi er meget tilfredse. Derudover tager vi en bunke leads med hjem, så der er også noget at arbejde videre med efterfølgende. Stemningen på messen har været positiv, og jeg har talt med mange optimistiske folk, så det har været dejligt, fortæller Rikke Kjær Aslak, administrerende direktør, Fasterholt Maskinfabrik.

Som en tidlig juleaften

I Landbrug & Fødevarer glæder man sig også over Agromeks evne til at favne både landmænd, politikere og producenter, ligesom man fremhæver messens fremsynede kvaliteter.

- Når man går rundt i messehallerne i Herning, bliver det ved selvsyn understreget, hvor storslået et erhverv landbruget er. Store, intelligente maskiner fascinerer i denne tid sammen med fremtidens løsninger og den idérigdom, man ser på standene. Man kunne ønske, at hele det politiske Danmark oplevede den innovationskraft. For landmænd er dette som en tidlig juleaften, hvor der også er plads til gode snakke med kolleger, politikere og dygtige producenter, konstaterer Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agromek fandt sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024, og næste udgave af messen løber af stablen 24.-27. november 2026. Læs mere på agromek.dk.