Med et samlet budget på 137 millioner kroner og fem års forberedelse står LIFE Naturprojekt Kongeåen på tærsklen til realisering. Projektet, der indebærer en genslyngning af den gamle Kongeå, skal omdanne 780 hektar landbrugsjord til natur.
Ifølge Den Danske Naturfond vil projektet reducere udledningen af kvælstof til Vadehavet med 35 tons, som er en tredjedel af vådområde-indsatsen i vandoplandet til Knudedyb i Vadehavet. Projektet er dermed også et stort bidrag til at indfri målsætningerne i aftalen om Grøn Trepart.
Det gælder også i forhold til klimaet, naturen og biodiversiteten. Udledningen af CO2 kan blive reduceret med 260 tons om året, og dyr og planter får mange flere og bedre levesteder. Det gælder blandt andet den truede laksefisk, snæbel, laks, lampretter, brushane og mange andre fugle, planter og insekter.
Projektet vil genoprette enge, moser og søer og genslynge de sidste 3,5 kilometer af Kongeåen ud mod Vadehavet. I dag er åen udrettet og løber som én lang, lige kanal gennem landskabet for at lede vand væk fra marker.
Med mere natur, renere vand og en genslynget å kan området også blive en ny naturattraktion for borgere i området og de mange besøgende og turister i Vadehavsområdet.
- Vi er stolte af, at et af Danmarks vigtigste naturprojekter vil give nyt liv til hele området omkring Kongeåen. Det er resultatet af et unikt samarbejde mellem landbruget, myndigheder og fonde, hvor alle parter har set mulighederne i at skabe mere natur og bedre vandmiljø samtidig med at løse klimaudfordringer. Det er præcis sådan, vi skaber de bedste løsninger - når alle arbejder sammen om at nå målet, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.
Køber eller bytter jord
LIFE Naturprojekt Kongeåen gennemføres ved at købe eller bytte jord i samarbejde med landmændene i området. Det betyder også, at jordejere får mulighed for bedre dyrkningsjord et andet sted udenfor området.
Projektet kan realiseres på grund af et flerårigt, godt samarbejde mellem Esbjerg Kommune, lokale landbrugsorganisationer, landmænd, EU-LIFE og private fonde. Den Danske Naturfond, Novo Nordisk Fonden og 15. Juni Fonden bidrager alle økonomisk til det store projekt. I samarbejdet deltager også Miljøstyrelsen og Nationalpark Vadehavet.