Motiverne for at energirenovere boligen er forskellige, men én faktor skiller sig klart ud.
Det viser en ny undersøgelse fra Exometric, som er en del af energi- og rådgivningskoncernen NRGi.
I undersøgelsen svarer 33 procent af de adspurgte, at de langsigtede besparelser på elregningen ville motivere dem mest, hvis de skulle energioptimere boligen.
Næstflest i form af 16 procent svarer, at det ville være ønsket om at øge boligens markedsværdi. Øget komfort og bedre indendørs klima, ligger på tredjepladsen, hvilket 15 procent i undersøgelsen svarede.
Flere fordele
Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, mener ikke, at resultaterne er overraskende, men han understreger samtidig, at energirenovering også har andre væsentlige fordele.
- Det giver selvfølgelig god mening, at mange boligejere tænker på, hvad de kan spare i kroner og øre. Men energirenovering handler om mere end penge, siger Bo Halm Andersen i pressemeddelelsen.
- Det handler også om at skabe en bolig, der er rarere at bo i med et bedre indeklima og et lavere CO2-aftryk. Og så er der jo den ekstra bonus, at det potentielt kan løfte boligens værdi, hvis man en dag vil sælge, siger han.
Start i det små
Undersøgelsen viser, at 20 procent af de adspurgte enten ikke ved, hvad der ville motivere dem til at energirenovere eller ikke finder det relevant. Ifølge Bo Halm Andersen er det ikke ualmindeligt, at boligejere kan føle sig overvældede af mulighederne.
- Det kan virke uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal starte, hvis man vil energioptimere sit hjem. Mit råd er at starte med de små forbedringer, der gør en mærkbar forskel - som at efterisolere loftet, tjekke at boligens radiatorer eller varmeanlæg fungerer, som de skal eller tætne vinduer og døre, siger Bo Halm Andersen.
- Når disse ting er på plads, bliver det nemmere at tage fat på de større tiltag, siger han og understreger samtidig, at adfærd også spiller en vigtig rolle, siger energikonsulenten.
- At energirenovere handler også om, hvordan vi bruger vores hjem. At skrue ned for varmen i rum, vi ikke bruger, eller at undgå at lade radiatorerne stå på fuld kraft, mens vinduerne er åbne, er små ændringer, der supplerer de større investeringer, siger han.
Undersøgelsen viser også, at fire procent af de adspurgte ville energirenovere med fokus på klimaet og for at reducere deres CO2-udledning.