Over 170 virksomheder har allerede købt en stand til Have & Landskab på Ledreborg Slot.
Det skriver Have & Landskab i en pressemeddelelse om udstillingen, der finder sted 3. til 5. september 2025.
Selvom der er lang tid til den store udstilling, gør udstillerne sig allerede store tanker om, hvordan de kan fylde de nye udstillingsområder med løsninger, skabe faglighed og dialog og sikre vidensdeling. Det fortæller Dina Overgaard, som er udstillingsleder.
- Vores skifte til Ledreborg Slot handler ikke bare om helt nye æstetiske rammer og mere plads men symboliserer også, at branchen er nødt til at flytte sig. Danmark står i en brydningstid, hvor både by og land står overfor massive forandringer. Derfor er vi simpelthen nødt til at rykke sammen i bussen og drage nytte af hinandens faglighed, for alle på Have & Landskab er eksperter på netop deres felt, siger Dina Overgaard i pressemeddelelsen.
- Der er brug for konkrete løsninger, og det kræver, at vi mødes ét sted om alle løsningerne og udfordringerne og taler sammen. Derfor er temaet for Have & Landskab '25 "Danmark under forvandling," for med klimaforandringer, biodiversitetskrise, ændringer i lovgivning, teknologisk udvikling og strammere budgetter er "plejer" vitterligt død, siger udstillingslederen.
Brug naturens gaver
Virksomheden Champost har udstillet på Have & Landskab hele virksomhedens levetid, og direktør og ejer Henrik Goul ser frem til at samles med resten af branchen på en mere levende og engagerede måde.
- Der er kommet meget fokus på at passe godt på vores omgivelser og blive bedre til at bruge naturens gaver. Derfor har vi oplevet en enorm medvind omkring vores naturlige jordprodukter, og på HL25 kommer vi til at skabe et mere intimt rum på vores stand for nysgerrighed og faglighed, et sted hvor man også kan sidde ned og tale om tingene, siger Henrik Goul, der selv vil være på pletten på Champost' stand i Amaliehaven på HL25.
- Vi fagfolk har meget at fortælle hinanden, og jeg tror, at tiden er løbet fra, at virksomhederne bare køber en stand og står og langer reklamefoldere over disken. Derfor tror vi, at Have & Landskab på Ledreborg Slot bliver noget helt særligt, siger direktøren.
Blå-grøn infrastruktur
Lige nu arbejder BG Byggros på at bygge en oplevelsesbaseret stand på viden og produktfremvisning, hvor Have & Landskabs gæster kan opleve eksempelvis facadeintegrerede grønne vægge, tests af afløbskofficienter fra grønne tage og græsarmering, der kan nedsive regnvand, og hvor græsset bliver grønt.
Der er også virksomhedens "Blue-green roof"-koncept til at opmagasinere store mængder vand i taghaver eller på terræn, kort sagt - løsninger til fremtidens blå-grønne infrastruktur.
- Vi kommer til at fokusere på den viden, som ligger bag vores systemløsninger til den blågrønne infrastruktur, og vil på vores stand på Slotspladsen til HL25 forsøge at illustrere, hvordan viden sættes i anvendelse og ender med brugbare løsninger. Du kommer derfor til at møde både nørder og specialister på vores stand, siger markedschef hos BG Byggros, Torben Eg Hoffmann.
- Vi, som branche, har et enormt arbejde foran os omkring grøn omstilling og alle de afledte udfordringer. Derfor vil vi gerne lægge op til samarbejde og videndeling, og vi håber, at vi får en masse gode snakke på HL 25 om netop det, siger markedschefen.
Store træer
Hos Sitas Planteskole A/S med speciale i store træer er det ikke overraskende træerne, som står øverst på dagsordenen.
- Træer har så mange naturlige egenskaber som kan hjælpe os med tidens klimaproblemer, så det er helt fantastisk så stor betydning og omtale, træer får i de landsdækkende medier. Ikke mindst i forbindelse med den politiske beslutning om, at der skal plantes skov svarende til, at træerne ifølge minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, kan nå 38 gange rundt om jordkloden, hvis de plantes på række. Så vi står virkelig midt i et Danmark under forvandling, siger indehaver Mimi Hvass, der glæder sig til at se Have & Landskab folde sig ud i nye rammer på Ledreborg Slot.
- Alle ankommer til udstillingen ad en superflot og helt unik allé, og det er jo en vidunderlig måde at ankomme til en grøn udstilling. Slotsparken skaber nogle flotte og spændende rammer for ethvert produkt som bruges i den grønne sektor, siger Mimi Hvass.
Fremtidens kunstgræsbaner
Igen i 2025 vil Have & Landskab være samlingspunkt for flere internationale udstillere, for det er ikke kun Danmark men hele verden, som står i en brydningstid. En af disse udstillere er Ola Olsson fra maskinproducenten P. Olssons i Linderöd AB, som er klar med løsninger til kunstgræsbaner.
- I Norden går antallet af kunstgræsbaner kun én vej, opad. Byerne vokser, og lige så hurtigt vokser behovet for grønne sportsarealer, der også fungerer om vinteren. Det betyder, at kommuner og grønne driftsfagfolk overfor udfordringer med at finde de rigtige løsninger til den daglige drift, som jo bliver ekstra kompliceret, fordi man er begyndt at bruge andre in-fill produkter end gummigranulat, siger Ola Olsson.
- Men hvordan drifter man kunstgræsbaner med eksempelvis kork, kokos eller bionedbrydeligt plast? spørger han retorisk og ser frem til at tale med fagfolk på tværs af landegrænser om drift af kunstgræsbaner, ukrudtsbekæmpelse og de mange andre udfordringer, som kræver en dialog om maskinløsningen.
Have & Landskabsudstillingen finder sted i ulige år og er ejet og arrangeret af branchens fire centrale aktører: Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne - park, vej og anlæg, Danske Planteskoler og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.