Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Og selvom der sagtens kan være rust i en gammel traktor, så har mange samlere et særligt forhold til deres veterantraktorer.
- Det er en fed fornemmelse at se dem, jeg har, og jeg er glad for de sjældenheder, der er imellem, siger Claus Anderas Madsen, der har landets største samling af røde Massey Ferguson.
Han ved ikke helt præcis, hvor mange, der er i samlingen, men gætter på omkring 55 fra især 1970'erne, 80'erne og 90'erne.
Langt de fleste af Claus Anderas Madsens traktorer står i hallen ved hans gård, der ligger lidt uden for den lille vestjyske by Lyne. Alle traktorerne i samlingen kan køre.
Særlig plads i Flemløse-forhandlerens hjerte
Også hos Hans Andersen i Flemløse på Fyn banker hjertet ekstra meget for røde traktorer. Her er det dog Farmall, der fylder samlingen. Årsagen til, at det netop blev dem, skyldes, at Hans Andersens far i 1951 blev forhandler for den virksomhed, der havde importen af Farmall-traktorer.
- Jeg kan huske, at når min far fik traktorer hjem, så kom de med skib til Odense Havn. Min mor kørte ham derud, og så kørte han selv traktorerne hjem til forretningen. Og når jeg kom på værkstedet, synes jeg, det var nogle flotte traktorer. Så det er ikke tilfældigt, at jeg gik i gang med at samle og klargøre Farmall-traktorer. Desuden er det rimelig enkelt at reparere dem, fortæller Hans Andersen.
Høst med gamle maskiner
Der er stadig flere af de gamle traktorer og maskiner, der bliver brugt i marken ved Suldrup i Himmerland. Under årets høst kørte tre Dronningborg D1200 i samme mark og høstede vinterbyg.
Ejeren af den ene af de tre mejetærskere er Mathias Kristensen.
- Den er blevet fast inventar hos mine forældre, og høster årligt 20 hektar. Og så er det sjovt at komme ud og vise den frem, siger han.
Museum på Mors
Midt på Mors er det ikke ét, men 100 forskellige traktormærker, der udgør samlingen. Morsø Traktormuseum har en af landets største veterantraktorsamlinger med over 150 traktorer.
Indehaveren af museet, Hans Larsen, bruger de gamle traktorer til at fortælle landbrugets historie. Samlingen indeholder eksempelvis alle danskproducerede traktorer.
Den ældste traktor i samlingen er en Heider fra 1912.
Oprindelig var planerne store for dansk traktorproduktion, men ifølge Hans Larsen der blev truffet et dårligt valg, da man valgte at satse på en bilmotor for en Ford Prefect til danske traktorer.
På Morsø Traktormuseum finder man også den første traktor, der blev masseproduceret. Med Fordson-traktoren kom den rammeløse konstruktion, og traktorer blev produceret på samlebånd. Fra 1917 til 1928 blev det til 750.000 Fordson-traktorer.
I gamle dage var der altid 60 centimeter mellem rækker ved for eksempel roer, fordi det var det, som hestene fyldte mellem rækkerne, når man skulle køre i roerne.
Opfindelsen af universaltraktoren halverede afstanden ned til 30 centimeter, og med den kunne man dyrke dobbelt så mange foderenheder per hektar i rækkeafgrøder.
Også hos det sønderjyske landbrug Avlscenter Eskegaard har de i år haft gang i de gamle maskiner under høsten. Her stod to usædvanlige sæt for at presse halmen. Foran to af halmpresserne kørte en Ford TW25 og en Ford TW35, der begge er fra midten af 1980'erne.
- Vi synes, det er lidt sjovt at køre rundt med, og det er ikke et sæt, man ser hver dag, siger Jeppe Schultz fra Avlscenter Eskegaard.
Verdens vildeste Volvo-samling
Hos Keld W. Jensen i Nordjylland er det BM Volvo-traktorer hjertet banker ekstra meget for. Hans samling rummer flere end 100 traktorer, hvilket er alle de forskellige BM Volvo-traktorer, der findes.
- Det er den eneste samling i verden, der er 100 procent komplet med Volvo og Bolinder-Munktell. Nummer to bor i Sverige, og han har måske halvdelen, siger Keld W. Jensen.
Udover de godt 100 traktorer, så har Keld W. Jensen også et stort lager med over 50.000 Volvo-reservedele.
Langt de fleste traktorer står, som da de blev købt, men der er nogle få, der har været i så dårlig stand, at de er blevet totalrenoverede.
Samling af udtjente maskiner
På en grund i Lystrup gemmer der sig også en imponerende samling af gamle maskiner, der fortæller historien om et arbejdsliv med alle former for anlægs- og entreprenørarbejde.
Jørn Timmermann har drevet sit firma Anlægsgartner Timmermann siden 1960'erne. Mange af de udtjente maskiner står rundt på grunden hos virksomheden.
Et af hans favoritmærker er International Harvester (IH), men han har også en Massey Ferguson 35 traktor. Generelt synes han bedst om de amerikanske maskiner.