Abonnementsartikel

Rundt omkring i det danske landskab står der masser af mindre vindmøller. Der er tale om såkaldte husstandsvindmøller, der blandt andet karakteriseres ved, at de maksimalt må være 25 meter høje og ikke må producere mere end 25 kilowatt.

En del af dem kommer fra producenten Viking Wind, der har hjemme i Randers, og nu varer det ikke længe, før en helt ny type vindmølle dukker op rundt omkring - formentlig primært på landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sidste år kom vi i kontakt med en tysk producent, Tandem Wind energy GmbH. Det skete gennem Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, hvor firmaet havde fået testet en 5 kilowatt vindmølle. Sammen med centret brugte de halvandet år på at færdigudvikle og få den typegodkendt, fortæller Ulrich Høgenhaven, direktør og medejer af Viking Wind.

rich-media-2
Direktør Ulrich Høgenhaven ved den nye 5 kilowatt vindmølle. Det er en sammenbygget enhed med gear og dobbelt generator. Ved lave vindhastigheder kører den på en halvanden kilowatts generator og ved høje vindhastigheder skifter den til en 5 kilowatts generator. Foto: Bo Andersen.

30 års erfaring

Viking Wind startede under navnet HS Vind i 2009 og har produceret 25 kilowatt vindmøller siden 2011. I 2013 kom Ulrich Høgenhaven til firmaet, og med 30 års erfaring fra vindmøllebranchen i rygsækken er han i dag en sikker hånd ved roret.

- Når det handler om lidt større landbrug, eller mindre virksomheder, med et forbrug på 30.000 kilowatt og opefter, så er det vores 25 kilowatt vindmølle, vi installerer, siger han.

Men med den nye mølle sigter Viking Wind mod en anden målgruppe.

- Den nye 5 kilowatt vindmølle er målrettet mindre forbrugere med et forbrug på omkring 8 - 10.000 kilowatt om året. Det er typisk et nedlagt landbrug, som måske har en varmepumpe, fortæller Ulrich Høgenhaven, mens han viser en demostrationsmodel af den nye vindmølle frem

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor interesse.

Modellen havde firmaet med på den nyligt overståede Agromek-messe, hvor den vakte stor interesse hos de besøgende på standen.

- Konceptet i 5 kilowatt møllen er, at den er rigtig nem at sætte op. Ligesom vores 25 kW vindmølle, så er der tale om en tipmølle, som man ligger ned og efterfølgende rejser op med et spil. Derfor er den både meget nem at installere og billig at servicere.

Selv om det på længere sigt kan betale sig at investere i den nye 5 kilowatt vindmølle, så er det i første omgang personer, der ønsker at være selvforsynende med energi, der er målgruppen for det nye skud på møllelisten.

- På grund af de meget svingende strømpriser er det svært at regne ud, hvornår møllen har betalt sig ind. Men det er også mest for at være selvforsynende, at folk kigger efter egen vindmølle. Men sætter man batteri på, kan man yderligere sikre sig mod netudfald, som der er mange, der snakker om i disse dage med naturkatastrofer og cyberkrig, siger direktøren.

- For mange er det også vigtigt at have energi til rådighed hele tiden, hvis man for eksempel har kød på frost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nemt at få tilladelse

Ifølge Ulrich Høgenhaven er det forholdsvist nemt at få tilladelse til at stille en husstandsvindmølle op.

- Vi har ikke haft problemer med at sætte møller op. Det er vores erfaring, at hvis man inddrager kommunen fra starten, så går det nemt. Det er altid en god ide at ringe til Teknisk Forvaltning og høre, hvordan det ser ud med vindmøller i området. Så kan de komme ud og hjælpe med en korrekt placering.

I modsætning til tidligere kan man ikke få tilskud til husstandsvindmøller, men der er en opblødning på vej, som især vil gavne landmænd.

- Det ser ud til, at der kommer mulighed for, at landmænd kan tage energiproduktionen fra en vindmølle ind i deres CO2-regnskab. Og så er der også den fordel, at landmænd i dag kan opleve, at der bliver stillet krav om nødhjælpsanlæg i produktionen, og der er en vindmølle og et batteri en god løsning, siger Ulrich Høgenhaven.

Den nye 5 kilowatt vindmølle er i dag klar til levering og opstilling i Danmark, men det er ikke kun herhjemme, at Viking Wind opererer. Firmaet har i en del år har fokus på udlandet og har opstillet vindmøller i hele verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har blandt andet møller i Argentina, hvor vi i 2013 startede et projekt i en landsby, der ikke var tilsluttet el-nettet, og der har tre af vores vindmøller sparet byen for 40.000 liter dieselolie om året. Derudover har vi en testmølle på Grønland, for at teste koldt klima, og vi har møller i Frankrig og Holland og så selvfølgelig også Danmark, siger den erfarne direktør.

Lige nu er Viking Wind i færd med at undersøge markedet i Ukraine, og firmaet deltog for nylig på messen Rebuild Ukraine.

- Lige nu ved at snakke med samarbejdspartnere i Ukraine. Det er jo fordi, at deres energianlæg er mere eller mindre ødelagte, så der er tale om levering af nødstrøm. Men de vil gerne have grøn energi samtidigt, så nu skal vi ud at snakke med landmændene i Ukraine, siger Ulrich Høgenhaven.