En nyhed hos virksomheden Tjele Energy ApS er en fastbrændselskedel, som kan lidt mere end en traditionel en af slagsen.
- Denne nye brændekedel tænder selv efter behov, det vil sige efter tid eller temperatur, siger indehaver Niels Martin Christensen til Fritidsmarkedet.
- Så du kan fylde din brændekedel op, tage hjemmefra, og så tænder kedlen selv, når behovet er der. Man skal ikke ud at tænde manuelt, siger indehaveren.
Træ op til 53 centimeter
Fastbrændselskedlen DC 18-40 GS, der bliver produceret af tjekkiske Atmos, har en kedelydelse på 18 til 40 kW og egner sig til boliger fra 100 til 300 kvadratmeter.

Kedlen med to brændkamre og røggassuger kan tage brændestykker op til 53 centimeter (DC 18GS 33 cm). Fastbrændselskedlen har energimærke A+ og lever op til de gældende miljøkrav.
Alt efter om det er temperatur eller klokkeslæt, som kedlen skal tænde efter, indstilles begge dele på panelet øverst på anlægget.
En stor fabrik
Tjele Energy, som har base i Tjele nordøst for Viborg, er importør af kedlerne fra Atmos i Tjekkiet og har været det nu i syv år.
- Atmos laver kun biobrændselsanlæg, altså brændekedler og pillekedler. De producerer 65.000 enheder om året. Det er en stor fabrik, som i øvrigt er ved at bygge til med 4.000 kvadratmeter, siger Niels Martin Christensen.
Kedlerne fra den tjekkiske producent spænder fra 15 kW og op til 150 kW.
- Jeg har de fleste kedler og de fleste reservedele på lager, og hvis der er nogle, som vil have en specialordre, så kan jeg ret hurtigt få det hjem, siger indehaveren af Tjele Energy ApS.