Efter 40 år på samme arbejdsplads skulle man måske tro, at tingene begyndte at køre i ring og gentage sig. Men spørger man 63-årige Kaj Blom Nielsen, lagermedarbejder hos PN Maskiner, så bliver det hele bare mere og mere spændende.
- Det er et spændende arbejde, og der sker noget nyt til hver eneste sæson. Så det er simpelthen bare aldrig blevet kedeligt her i butikken, siger Kaj Blom Nielsen, der med sine 40 år i virksomheden er den medarbejder, der har længst anciennitet hos PN Maskiner.
Kaj Blom Nielsen blev oprindeligt udlært på tømrerhandlen i Rødding og efter endt militærtjeneste og job i blandt andet en isenkramforretning i Aabenraa, ringede hans gamle klassekammerat, John Petersen, og gjorde opmærksom på, at der var mulighed for et godt job i maskinforretningen i Troldkær. Da har de begge været omkring 22 år gamle.
John Petersen er den ene af de to fætre, der i dag ejer og driver PN Maskiner.
Har det efterfølgende givet nogle fordele at have gået i klasse med chefen?
- Næh, egentlig ikke, griner Kaj Blom Nielsen, der er kendt i butikken for sit gode humør. Både internt og eksternt. Selve kundekontakten er også noget af det, som Kaj Blom Nielsen holder mest af ved jobbet.
- Jeg synes, at det er rigtig spændende, når der kommer en kunde ind ad døren, og vi så finder ud af, hvad jeg og butikken kan hjælpe med. Og over tid så kan det slet ikke undgås, at man får et lidt personligt forhold til mange af dem, der er kommer her igennem årene. Og flere af dem er jo sønner eller børnebørn af kunder, jeg har hjulpet i sin tid, siger Kaj Blom Nielsen, der i løbet af ugen har fået flere besøg af kunder, der ikke kunne kigge forbi til festlighederne fredag, men alligevel lige vil hilse på og give en gave til jubilaren.
Det er ikke kun i butikken, at man er glad for Kaj Blom Nielsen. Hans gamle skolekammerat, John Petersen, indehaver af PN Maskiner, er også glad for at have Kaj med på holdet, da han har en stor betydning for maskinforretningen.
- Kaj er en utrolig pligtopfyldende og pålidelig kollega, som er mødestabil og altid er klar til at hjælpe både nye og erfarne kollegaer - også i weekenderne. Han er hurtig til at sætte sig ind i nye opgaver og er fagligt stærk. Kajs dedikation til sit arbejde er tydelig, og hans mange faste kunder foretrækker ofte at vente på, at han er tilgængelig for at ekspedere dem, siger John Petersen.
Kaj Blom Nielsens 40 års jubilæum fejres officielt fredag eftermiddag med en reception hos PN Maskiner.