Dansk Varmblod har afviklet Hingstekåring i Herning siden 1980, og hvert år er der sket en udvikling. Det store event flyder ud over samtlige messehaller i MCH Messecenter Herning. Og med mere end 60.000 besøgende er det også den største messe af sin art.
De to gallashows fredag og lørdag aften tiltrækker hvert år et tusindtalligt publikum, som bliver underholdt i godt tre timer med musik, dans, internationale artister og heste.
Messen Hest & Rytter er et mødested for hesteinteresserede, og med omkring 260 udstillere på messen, der strækker sig og hele fem messehaller, kan man finde produkter fra de mindste klistermærker til store, professionelle hestetransportvogne i millionklassen.

Noget nyt - gratis clinics
I år kan publikum glæde sig til hele to clinics, som er indeholdt i billetprisen. Begge clinics kan ses med en billet til hingstekåringen eller en messebillet, og de afvikles inde i Dansk Hesteforsikring Arena E, efter først til mølle princippet.
Torsdag aften kan publikum stifte bekendtskab med den hollandske rytter Yvet Blokesch fra Feather Light Academy præsenteret af Hestemediet. Yvet deltager i gallashowene, men inviterer også publikum til at over være, hvordan hun arbejder med sine heste Mellow og Imola i frihedsdressur.
Fredag kan du møde berider Dennis Fisker i en spændende clinic "Vi gør vores bedste", præsenteret af Hornsyld Købmandsgaard.
Dennis Fisker har i en årrække være populær og succesfuld landstræner for junior- og ungrytterne. I Herning vil han undervise cirka seks ryttere på alle niveauer inklusive en ponyrytter. De kommer ikke til at vise den perfekte træning, men den ærlige træning.
Dennis har tidligere afviklet clinic i Herning med stor succes.
Gallashow hædrer hesten
Gallashowet bliver en hyldest til hesten. I år er temaet "Beautiful World", hvor tilskuerne bliver taget på en rejse rundt i verden, hvor det tusindårige samspil mellem heste og mennesker bliver hyldet.
Det hele bindes sammen af sang og musik, og præsenteret af en professionel, kendt konferencier.
Hingstekåring i Krafft Arena M
Kåringen af hingstene præsenteret af Future Dressage bliver samlet i Krafft Arena, som kommer til at danne rammen om både løsspringning af springhingstene samt løsvisning og longering af dressurhingstene. Det er også i Krafft Arena, man søndag kan opleve en festlig afslutning på dette års hingstekåring med præsentation af de godkendte hingste og udpegning af præmiehingste.