Regeringen booster Klimaskovfondens skovrejsning med 193,9 millioner kroner.
Det meddeler Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.
Ifølge minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), vil bevillingen sætte fokus på Klimaskovfondens evne til at sikre handling og hastighed i skovrejsningen.
- Vi skal med den grønne trepart have plantet 250.000 hektar ny skov i Danmark, og derfor skal vi have alle goder kræfter i spil. Jeg er derfor glad for, at vi kan tilføre flere midler til Klimaskovfonden, som skal være med til at løfte opgaven, siger Jeppe Bruus.
- Klimaskovfondens model fungerer, og nu kan den skaleres, så vi sammen kan skrue op for tempoet i skovrejsningen og få pengene ud at virke til gavn for klima, siger ministeren.
Ansøgningsrunde åbner snart
Konkret vil Klimaskovfonden allerede i år uddele en stor del af ekstrabevillingen i støtte til kommuner, kirker og private lodsejere, der vil plante skov eller omlægge lavbundsjorde til natur.
Til april åbner fonden en ansøgningsrunde med ekstra mange millioner kroner i puljen for kirker, kommuner og private lodsejere, der vil plante skov eller omlægge lavbundsjorde til natur.
- Vi har store forventninger til forårets ansøgningsrunde, hvor vi nu kan få endnu flere jordejere i gang med at rejse skov, der både giver mere og bedre natur, beskytter drikkevand og mindsker udledningen af kvælstof til fjorde og farvande. Det er afgørende, at vi får konkret handling allerede nu, siger forperson i Klimaskovfonden, Kirsten Brosbøl.
Mere fart på skovrejsningen
Klimaskovfonden får medfinansiering til at plante nye skove fra virksomheder, der giver bidrag til at skabe en CO2-effekt gennem skovrejsning.
Det ændrer de nye midler ikke på:
- Flere midler betyder kun, at vi kan give tilsagn til endnu flere skovrejsningsprojekter, så vi kan have mere CO2 på hylderne til de virksomheder, der gerne vil bidrage til klimaindsatsen, siger Kirsten Brosbøl.
- Virksomhedernes finansiering er stadig afgørende for, at vi kan plante flere nye skove i Danmark, men med bevillingen får vi flere værktøjer i værktøjskassen, som vi kan tage i brug for at sætte endnu mere fart på skovrejsningen.
Bevillingen på 193,9 millioner kroner blev godkendt af Folketingets Finansudvalg i december sidste år. Det er midler, der ikke er brugt, fra andre ministerområder, der er omprioriteret til Klimaskovfonden.
Klimaskovfonden blev oprettet i slutningen af 2020 af et enigt Folketing og har siden da støttet 177 skovrejsnings- og lavbunds-projekter landet over.