Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Foråret kommer tidligere og tidligere
"Find Foråret" skal blandt andet vise, hvad klimaforandringerne betyder for den danske natur. Det er 3. år, projektet er i gang, og resultaterne viser allerede nu tegn på klimaskabte forandringer, som har stor betydning for naturen.
Det skriver Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
- I projektet "Find Foråret" 2023-2025 har vi observeret en tidligere opvågning af visse arter. For eksempel blev den første sommerfugl i 2025 set allerede i midten af januar - tidligere end de første 2 år. Dog er vi nødt til at indsamle flere data over en længere periode for at vurdere, om der er en systematisk ændring i forårets ankomst, siger Natalie Iwanycki Ahlstrand, som leder projektet 'Find Foråret' på Statens Naturhistoriske Museum.

Et tydeligt tegn på denne udvikling ses i blomstringstidspunktet for tre almindelige planter i Danmark - ramsløg (Allium ursinum), almindelig hyld (Sambucus nigra) og hestekastanje (Aesculus hippocastanum).
De rykker i gennemsnit 7,4 dage frem for hver grads stigning i den gennemsnitlige forårstemperatur i marts, april og maj.
En undersøgelse af 12 græsarter i Danmark viste, at fire arter - engrapgræs (Poa pratensis), almindeligt hundegræs (Dactylis glomerata), rødsvingel (Festuca rubra) og fløjlsgræs (Holcus lanatus) blomstrer mellem 4,6 og 5,9 dage tidligere for hver grads temperaturstigning i foråret.
- Det er endnu ikke muligt at forudsige alle konsekvenser for naturen af et tidligere forår. En mulig effekt kan for eksempel opstå i fødekæden, hvis en art vågner tidligere fra dvale, mens dens føde stadig er inaktiv, siger Natalie Iwanycki Ahlstrand.
Projektet 'Find Foråret' sporer forårstegn over hele Danmark, og det er nemt at deltage: Hvis du ser et forårstegn, kan du tage et billede og uploade det på Arter.dk.
