Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skamby Troldeskov slår snart rødder
I maj bliver de første træer til den bynære skov Skamby Troldeskov sat i jorden. Projektet omfatter i alt cirka 12 hektar og bliver anlagt i etaper.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Growing Trees Network.
Projektet bliver realiseret med støtte fra Nordfyns Kommunes Grønne Fond i samarbejde med organisationen Growing Trees Network, som indsamler donationer til træer og buske i skoven.
Lokale borgere og virksomheder er i gang med at donere træer til skoven, og plantningen og skovpleje står skoventreprenøren Naturplant for.
13.200 træer og buske
Skoven skal bidrage både til Nordfyns Kommunes klimaindsats og til beskyttelsen af drikkevandsressourcer, da den bliver etableret over et BNBO-område (Boringsnær Beskyttelsesområde). Dette sikrer en langsigtet beskyttelse af drikkevandet.
- I Growing Trees Network er vi utroligt glade for, at Skambys nye Troldeskov bliver et herligt sted for børn og vokse i lokalområdet. Skovens første etape plantes med i alt 13.200 styk træer og buske, hvor det stadig er muligt for lokalbefolkning og lokale virksomheder at donere godt 8.000 styk.
- Vi er taknemmelige for det gode samarbejde med Nordfyns Kommune, Skamby og Omegns Borgerforening samt alle skovens hjælpere, siger de to stiftere af organisationen Kim Nielsen og Lars Heiselberg Vang Jensen i pressemeddelelsen.
Hyldest til lokal fortælling
Skoven skaber et rekreativt og grønt element i Skamby og bidrager til målene i Nordfyns Kommunes Klimaplan Green Steps, der sigter mod at rejse 300 hektar skov og etablere 100 hektar ny natur frem mod 2030 gennem Den Grønne Fond.
Navnet Skamby Troldeskov er en hyldest til den lokale fortælling Trolden Finn, der forsøgte at forhindre opførslen af Skamby Kirke ved at sparke kirken omkuld. Det lykkedes ikke for Finn, men han efterlod et stort fodaftryk i stensoklen, som stadig kan ses i dag.
Tilbage i januar afholdte Nordfyns Kommune - sammen med Skamby og Omegns Borgerforening - et dialog- og informationsmøde om skovprojektet, hvor borgere kunne komme med deres ønsker og visioner for den nye skov.
Der bliver afholdt plantedag og indvielse af den første etape af skoven 8. maj.