Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Vores forhold til græsplænen forandrer sig
Græsset fylder i langt de fleste danske haver, og det har det gjort i generationer.
Mange steder ligger det som et "hæk-til-hæk-tæppe". Men vores forhold til plænen er i forandring - både når det gælder, hvordan den skal se ud, og hvor meget plads den skal have. Sådan lyder det fra Haveselskabet i en pressemeddelelse.
Den landsdækkende nonprofit-forening for haveejere har for nylig stukket en finger i jorden hos nogle hundrede medlemmer landet over. Ifølge Haveselskabet viser stikprøven, at græsset får meget forskellig behandling rundt om i de danske haver.
Opfordring til haveejerne
Cirka hver syvende foretrækker plænen kortklippet som en golfbane, mens mere end hver fjerde kan lide den "langhåret" og fuld af bellis og mælkebøtter. Resten - lidt over halvdelen - foretrækker en mellemting.
- Stadig flere haveejere lader græsset gro eller deler haven op, så noget af plænen er kortklippet og kan bruges til boldspil eller leg, mens andre dele af haven har langt græs eller plantes til med buske og blomster, siger Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet, i pressemeddelelsen.
- Der har i årevis været fokus på, at den kortklippede plæne kan sammenlignes med en grøn ørken, fordi intet liv kan trives i den, og nu ser vi, at flere haveejere begynder at tænke i andre baner, siger den havefaglige rådgiver, som opfordrer haveejerne til at turde at tænke anderledes:
- Græsplænen behøver ikke fylde det hele. Der er masser af muligheder for at plante bede, buske eller træer i stedet. Det giver variation, liv og levesteder til dyr og insekter, og det gør haven mere spændende at opholde sig i året rundt, siger Louise Møller.
- Og så kan man sagtens have et stykke græs, hvor man kan spille bold eller lægge et tæppe ud på en varm sommerdag, siger hun.
Ikke én rigtig måde
I Haveselskabets stikprøve svarer syv procent, at de slet ikke slår græs, men lader det gro vildt. Fem procent slår det, selvom de egentlig ikke vil - men fordi de føler et pres fra naboerne.
Mens 35 procent ser græsslåning som en pligt, oplever 37 procent det som en hyggestund.
At græsslåning af nogle opleves som en pligt og andre som en hyggestund, understreger ifølge Louise Møller en væsentlig pointe:
- Der er ikke én rigtig måde at have en have på, og det er vidt forskelligt, hvordan vi bruger haven til at lade op i. Derfor er det værd at spørge sig selv: "Hvad vil jeg egentlig bruge min plæne til, og hvad kan jeg ellers bruge min have til?"
- Ligesom det er dejligt at kunne bruge plænen til leg, har det også en værdi at sidde på terrassen og kigge ud på haven og se blomstrende buske, bede og træer, siger Louise Møller og opfordrer haveejerne til at overveje, næste gang de slår græs, hvorfor de har en plæne, og om dele af den kunne bruges på en anden måde.
Foreningen Haveselskabet har desuden udarbejdet en guide, der giver inspiration til fem måder at indrette græsplænen på. Find den lige her