Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Dødsfald: Landsbysmeden, der kunne det hele
Hans telefon ringer stadig.
68-årige Niels Arne Skovgaard Andersen, var lokalt kendt som lidt af en multikunstner, der kunne reparere det meste og udtænke løsninger på resten. Og i det store udland var han mange steder kendt som ham, der havde lige de maskiner og stumper, mange landmænd og maskinforretninger stod og manglede.
Men Niels Arne Skovgaard Andersen tager ikke telefonen mere.
For nyligt døde han pludseligt. Han efterlader sig sin hustru, hendes tre voksne børn, en bror, en søster, venner og bekendte og ikke mindst den virksomhed og de mange trofaste kunder, han også levede og åndede for.
- Min onkel sagde altid, at han håbede på, at når det blev hans tur til at skulle herfra, så ville han falde sammen hen over filbænken, mens han arbejdede, fortæller Lars Vanggaard, der som nevø har hjulpet Niels Arne Skovgaard Andersen, hvor han kunne, lige siden han var knægt.
- Niels Arne havde sit arbejdstøj på, da han blev bisat, fortæller Lars Vanggaard.
Kreativ og løsningsorienteret
Niels Arne Skovgaard Andersen blev født i 1957 som yngste af tre børn i familien, der drev maskinstation. Han blev som ung mand udlært landbrugssmed ved Asger Andersen i 1977.

Efter nogle år som svend forskellige steder etablerede han sig som selvstændig i 1985 ved at købe en brugt Mercedes 2070 og investerede 19.000 kroner i at få monteret en biltelefon, så kunderne kunne fange ham på farten.
Dermed var kimen lagt til fire årtier med Løve Traktorservice, der igennem årene nåede vidt omkring. En årrække havde man forhandling af Fendt og Belarus, og Niels Arne uddannede en håndfuld lærlinge igennem tiderne.
Løve Traktorservice reparerede traktorer, landbrugsmaskiner, entreprenørmaskiner og byggede stålkonstruktioner samt diverse specialmaskiner.
Mange kom ind på værkstedet med en drøm om en dims eller en maskine, som man ikke bare kunne købe. Og så byggede Niels Arne Skovgaard Andersen det for dem.
- Niels Arne var meget kreativ og løsningsorienteret. Han har virkelig sat sig ind i mange ting og endte jo med at være kendt som landsbysmeden, der kunne det hele. Og han var meget vellidt alle steder, han kom, siger Lars Vanggaard, der har købt aktiverne i sin onkels virksomhed.
Han ejede i forvejen den gård på Bøstrupvej syd for Høng, hvor Løve Traktorservice har hjemme.

- I de senere år var det mest det her med maskinformidlingen, der fyldte og ikke så meget den udekørende service. Men folk kom stadig på værkstedet for at få hjælp, fortæller Lars Vanggaard, der er selvstændig landmand og driver en lille maskinstation.
Meget vellidt
Niels Arne Skovgaard Andersen hjalp også bønderne med at få solgt alle de store og små maskiner, som de store maskinforretninger ikke var så interesserede i. De ikke så letomsættelige maskiner eller de maskiner, der ikke havde ret høj værdi. Det betød, at Niels Arne havde mange hundrede annoncer i maskindatabasen på Maskinbladet. Sirligt billeddokumenterede og vel beskrevne maskinannoncer.
- Her efter hans død har jeg også sendt traktorer afsted til Afrika og Bosnien og reservedele til Grækenland, Norge og Irland. Niels Arnes netværk både i Danmark og ude i verden var virkeligt stort, fortæller Lars Vanggaard, der sammen med sin bror Anders Vanggaard har hjulpet til på sidelinjen, siden de var teenagere.
- Jeg kender i det hele taget ikke nogen, der har så mange venner, som Niels Arne havde. Venner fra skoletiden og fra teknisk skole har bare hængt ved altid. Det var han god til, og han var rigtig vellidt, så han bliver meget savnet mange steder, siger Lars Vanggaard.
Løve Traktorservice er som sådan stadig aktiv. Men det bliver selvfølgelig ikke ved med at gå uden Niels Arne Skovgaard Andersen.
- Jeg havde lidt en ide om, at jeg måske kunne drive det lidt videre. Kundegrundlaget er der i hvert fald, for kunderne ringer stadig, selvom de godt ved, at Niels Arne er død. Men jeg kan nok ikke blive ved med at finde tiden til det samtidig med, at jeg driver mit landbrug, fortæller Lars Vanggaard.