Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
6000 truede haletudser har fået nyt hjem
For at styrke bestanden og udvide levesteder for den grønbrogede tudse, samarbejder Sund & Bælt med ZOO, som har mere end 20 års erfaring i arbejdet med at opdrætte padder og skabe de bedste betingelser for deres levevilkår.
I starten af maj var Zoologisk Have ude at indsamle æg fra de eksisterende vandhuller på den oprindelige del af Sprogø, hvor der i forvejen er en robust bestand af den grønbrogede tudse. Æggene blev efterfølgende udklækket under de helt rette forhold i ZOO's avlscenter.
- Det var en stor oplevelse at sætte de små haletudser fri på den nye del af Sprogø. Den grøn-brogede tudse er truet som art, og derfor er vi glade for, at vi kan samarbejde med ZOO om at styrke bestanden på vores anlæg", siger Ditte Hjort, der er projektleder i Sund & Bælt med ansvar for naturtiltag.
En hjælpende hånd
Det er ikke kun Ditte Hjort, der har svært ved at få armene ned over udsætningen af haletudserne. Hos Zoologisk Have er man også rigtig glade for samarbejdet og er meget spændte på at se, hvilken effekt det vil have på den nye del af Sprogø, fortæller dyrepasser i ZOO Rosa Nielsen, der er en del af teamet omkring paddeprojektet.
- Som dyrepasser er det fantastisk at være med til at styrke den danske biodiversitet og sætte dyr ud i naturen. Vi har nu givet den grønbrogede tudse en hjælpende hånd til at etablere sig nye steder, og så er det op til naturen selv at gøre arbejdet færdigt. Det bliver meget spændende at følge, siger Rosa Nielsen.
Foruden indsatsen på Sprogø omfatter samarbejdet også en styrkelse af bestandene af padder ved byggeriet af Femern Bælt-tunnelen på Lolland.