Lyt til artiklen:

Unik Massey Ferguson-samling bygger på stærke barndomsminder

00:00
Hastighed: ???x
07:58

Abonnementsartikel

De gamle, røde Massey Ferguson-traktorer står på en solrig dag i flot kontrast til den helt blå himmel og de store, grønne blade på kastanjetræerne.

Martin Østergaard har kørt hele sin veteransamling i stilling foran gården, der ligger i et bakket landskab mellem Bjerringbro og Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggede veteran tandemtraktor ud fra billede

Se også:

Byggede veteran tandemtraktor ud fra billede

- Min forkærlighed er 500-serien, som jeg er vokset op med som barn. Jeg er nærmest født i en 590'er. I stedet for at have bamser i sengen, havde jeg traktorer. Så når jeg i dag kører en tur i en af traktorerne fra 500-serien, så minder det mig stadig om køreturene med min far som barn. Man bliver så glad af at køre en tur på en gammel traktor - det får smilet frem, fortæller Martin Østergaard, mens han viser sin samling af over 30 veterantraktorer frem.

Samlingen har han sammen med sin far, der også har fået interessen for de røde traktorer fra sin far.

rich-media-3
For Martin Østergaard er detaljerne vigtige. Blandt andet, at traktorerne har de originale vægtklodser, og at fælgene er af støbejern. Foto: Marie Linddahl

- Jeg har altid interesseret mig for Massey Ferguson, og det var også den første traktor, min far købte. Da jeg havde landbrug, havde jeg kun tre, da jeg havde flest, og det har Martin så tidoblet nu. Det betyder meget for mig, at jeg har givet interessen videre, siger Bendt Østergaard, der for 20 år siden solgte gården til sin søn, der nu driver det som et hobbylandbrug.

Også Martin Østergaards 15-årige datter, Jasmin Lykke Østergaard, interesserer sig for de gamle traktorer.

- Min datter kan godt lide 550'eren, som hun er ude og køre i engang imellem, og hun mener også, at det er hendes. Hun river blandt andet grus med den. Jeg synes, det er hyggeligt, at hun vil være med og også vil køre dem. Det er rart, og jeg er taknemlig for, at vi laver noget socialt sammen, siger Martin Østergaard, der oprindelig er uddannet smed og i dag er ansat hos Skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verdens vildeste Volvo-samling

Se også:

Verdens vildeste Volvo-samling

rich-media-6
Martin Østergaard som barn med flere legetøjstraktorer i tremmesengen. Privatfoto

Forsvinder ud af landet

Det er 10 år siden, at Martin Østergaard købte den første veterantraktor selv. Typisk finder han dem på handelsplatforme på sociale medier i både Danmark og udlandet, eller også bliver han kontaktet af folk, der ved, at han samler.

- For fem år siden begyndte det at gå rigtig stærkt med at få lavet samlingen, da jeg opdagede, at traktorerne forsvandt rigtig hurtigt til eksport. Så det var med at få fat i nogle af de gode, inden de alle forsvandt. Jeg kender så mange folk rundt i verden, så der er næsten altid en, man kan bytte eller handle med.

De røde IH'er dominerer samlingen

Se også:

De røde IH'er dominerer samlingen

- Mit mål var egentligt at samle, så jeg havde en af hver af modellerne i 500-serien for at bevare dem, men da jeg så fandt ud af, at de forsvinder hurtigt i øjeblikket, har jeg prøvet at samle, så jeg har nogle stykker af alle fra serien.

rich-media-8
Martin Østergaards far, Bendt Østergaard, og datter, Jasmin Lykke Østergaard, interesserer sig også for de gamle, røde traktorer. Foto: Marie Linddahl

Selv om modellerne er ens udadtil, så er der ofte forskel, når man som Martin Østergaard også godt kan lide at nørde i detaljerne.

- Der er forskellige varianter. Noget er med turbo, nogle er bygget i Frankrig, mens andre er bygget i England. Jeg er blevet mere nørdet med tiden, og jeg vil rigtig gerne have de oprindelige fælge, de rigtige vægtklodser, den rigtige nøglering og så videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har eksempelvis to 590'ere, der står ved siden af hinanden, men det er to forskellige årgange, hvor toppen af førerhuset på de første årgange var grå, men senere blev de røde, indtil de stoppede med at lave dem.

rich-media-10
Der er flere 590'ere i samlingen. Her en med rødt og en med gråt førerhus. Foto: Marie Linddahl

Torsdagsklub i værkstedet

Stort alle traktorerne kan køre, og de bliver også brugt. Hvis de ikke kan køre, så reparerer og renoverer Martin Østergaard dem selv.

- For mig skal de ikke stå som nye, men de skal virke og kunne bruges. Mange af dem har forskellige historier, og jeg kan godt lide, at man kan se, hvad de oprindelig har været brugt til. På den måde kan man se, at traktoren har haft et liv. Jeg har prøvet at få nogle lakeret op, så de stod fuldstændig som nye, men så kunne jeg ikke nænne at bruge dem, og de stod bare under en presenning, og det, synes jeg faktisk ikke, er så sjovt.

rich-media-11
For Martin Østergaard er det også vigtigt, at traktorerne i samlingen har frontgitter. Foto: Marie Linddahl

Lige nu arbejder Martin Østergaard på en 165'er med firehjulstræk, som han har fået hjem fra Sverige.

- Den trænger virkelig til en kærlig hånd. Førerhuset var helt råddent, så jeg bare kunne vælte det af, så nu er jeg ved at bygge den op igen. Jeg tror, at jeg kommer til at bruge mellem 200 og 300 timer på den, før den kan køre igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den er ret sjælden, fordi den har firehjulstræk, så jeg vil normalt hellere finde dem i bedre stand, men med dem, der er svære at finde, er man engang imellem nødt til at tage, hvad der kan fås.

rich-media-13
Martin Østergaard er detaljernes mand. Han har blandt andet to 185'er - en fransk og en engelsk udgave, hvor speeder-pedalerne er forskellige. Foto: Marie Linddahl

Flere gange om ugen arbejder Martin Østergaard på de gamle traktorer, og hver torsdag mødes han i en lille klub med tre andre, hvor de arbejder på hver deres traktor, mens de hygger og deler erfaringer og historier.

- Når vi er fire, der går og makker sammen, så bliver man mere og mere modig, og det den ene ikke ved, ved den anden som regel. På den måde lykkedes det at lave mange ting selv, men vi har også nogle gamle traktormekanikere, vi kan trække på. Så kommer de en aften og får kage sammen med os og kan pege og forklare, hvordan vi skal gøre det, vi ikke selv kan finde ud af.

Skabs Fiat-mand

Traktorerne har alle en historie, en detalje eller noget unikt, som Martin Østergaard fremhæver, mens han går rundt i sin samling, der er blevet så stor, at de to maskinhuse på gården er fyldte. Især modeller fra 500-serien fylder.

- Jeg tror, jeg er den eneste i Danmark, der har en 592'er. Den er importeret fra Frankrig. Det eneste jeg mangler, for at have en komplet samling, er en 560'er, som mest blev produceret til Belgien, Holland og England. Der er gode muligheder for at få sådan en, men det er et spørgsmål om at være villig til at betale for en, for jeg skal have den importeret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er i alt seks modeller i 500-serien, hvor Martin Østergaard altså mangler en 560'er.

rich-media-15
Blandt de mange MF'er står også en enkelt Fiat-traktor. Foto: Marie Linddahl

I samlingen er der også det, som nogle måske vil kalde farisæere; en Bukh D-30 og en Fiat 880 DT med fem cylindere.

- Jeg er som sådan ikke racistisk med traktormærker, men det kræver en del plads at samle, så man er også nødt til at begrænse sig. Men jeg er nok lidt skabs Fiat-mand, hvis jeg skal være helt ærlig. Fra min barndom kan jeg huske, at maskinstationen fra Bjerringbro kørte med tre Fiat 880, når de kørte møg ud. Så sådan en er jeg jo nødt til at have i min samling.

Den originale barndomstraktor

En af traktorerne i samlingen er dog mere særlig end alle de andre. Det er nemlig lykkedes far og søn ved en tilfældighed at finde lige præcis den 590'er, som blev købt til gården som ny i 1977, men som blev solgt videre i 1980.

- Jeg har et foto, hvor jeg står foran netop den traktor og holder Martin i hånden, for han skulle med ud og køre. Han kunne næsten ikke holde sig vågen, men han ville med, fortæller Martin Østergaards far, Bendt Østergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-17
Far og søn - før og nu. Ved en tilfældighed er det lykkedes Martin Østergaard og Bendt Østergaard, at genfinde præcis den 590'er, der var på gården for 40 år siden. Foto: Marie Linddahl/privat

- Det er lidt sjovt, at traktoren er kommet tilbage til gården efter at have været væk i 40 år. Den blev nok ikke billigere af det, da sælgeren opdagede, at det havde været vores, men tilbage, det kom traktoren, siger Martin Østergaard.

Udover traktoren, som faderen købte til gården, så fremhæver den passionerede MF-samler også sin 592'er.

- Den er lidt af en stolthed, for jeg tror, det er den eneste i Danmark. Den er kommet fra Frankrig, og jeg synes, det er lidt sjovt at have en, som de andre ikke har. Vi samlere holder jo øje med hinanden.

rich-media-18
65'eren bliver blandt andet brugt, når familien er til Roedag. Foto: Marie Linddahl

Flere traktordrømme

Det er ikke kun en 560'er, som Martin Østergaard er på jagt efter til sin samling.

- Samlingen udvikler sig hele tiden, og jeg har altid nogle drømme. Den ultimative drøm er at få fat i en 135'er, som jeg allerede har en af, men den er ikke med firehjulstræk. Det fandtes de ikke med originalt, så det var noget, man skulle købe og bygge på. De er nærmest umulige at finde, og man skal til Schweitz eller måske Norge eller Australien for at finde en. Jeg har været i kontakt med en fra New Zealand, der havde en, men det lykkedes desværre ikke at få traktoren herop.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg plejer at sige til min datter, at der er to ting der er søde; en hundehvalp og en 135'er med firehjulstræk Jeg synes bare, at den er så sød. En meget lille og kompakt traktor, der virkelig ser sød ud med firehjulstræk.

rich-media-20
MF-samlingen er blevet udvidet med havetraktorer, som Martin Østergaard indtil nu har to af. Foto: Marie Linddahl

Martin Østergaard har også fundet endnu en MF-niche og er begyndt at samle på de små havetraktorer fra Massey Ferguson fra 1970'erne. Indtil nu har han to af dem - en 7'er og en 12'er.

- Jeg drømmer om at få dem alle sammen, men de er lidt svære at opstøve.

Se video og flere billeder fra samlingen i toppen af artiklen.