Lyt til artiklen:

Miljøstyrelsen stopper ulovlige "hesteparfumer"

00:00
Hastighed: ???x
02:27

Abonnementsartikel

En række virksomheder har på deres hjemmesider markedsført insektmidler ulovligt, og Miljøstyrelsen har sidste år advaret og påmindet 16 hjemmesideejere om reglerne, da de markedsførte 38 forskellige hesteparfumer som insektmidler.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved at kalde insektmidler for hesteparfume og lignende behøver produkterne nemlig ikke at leve op til kravene for insektmidler, men kun for parfumer.

Kravene for insektmidler er til for at sikre, at insektmidler er sikre for dig, din hest og miljøet.

- Det er ikke sikkert, at forbrugeren er opmærksom på, at en hesteparfume kun må anprises for sin duft. Typisk står der dog også kun beskrivelse af duft på etiketten. Det er forhandleren, som tilføjer andre virkninger i forbindelse med sin markedsføring, men dette er ulovligt. Det er vigtigt, at man læser anvisningen på etiketten, og hvad producenten har oplyst om produktet, fortæller Hanne Holst Linulf fra Kemikalieinspektionen.

Skal være godkendte

Produkter til at bekæmpe fluer, myg, mider og andre skadedyr skal være godkendt af Miljøstyrelsen.

Det sikrer, at produktet er undersøgt for, hvilken effekt det kan have på dig, din hest og miljøet. Udover at godkendte insektmidler virker hensigtsmæssigt, koster de det samme som hesteparfumer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis du gerne vil have et middel til at afskrække eller bekæmpe fluer og andre insekter, som kan være til gene for hesten, så køb altid et godkendt insektmiddel, fortæller Hanne Holst Linulf.

Sådan kan du tjekke dit insektmiddel

Du kan genkende godkendte insektmidler ved, at mærkningen er på dansk og indeholder et registreringsnummer til bekæmpelsesmiddeldatabasen.

Et registreringsnummer kan se ud som "BPR-reg. nr. xx-xxx". Det kaldes også ofte BMD-, BDR- eller insektmiddel- reg. nr.

Alle godkendte insektmidler kan findes på hjemmesiden https://bmd.mst.dk/ ved at søge på insektmidlets navn, dets registreringsnummer eller aktivstof.

For hesteparfumer gælder kun regler om mærkning af klassificering og evt. faremærkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil du være sikker på et sikkert produkt for din hest, dig selv og miljøet, så hold øje med mærkningen og vælg godkendte insektmidler.