Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mere end 30.000 har hentet fisketegns-app
Muligheden for at få fisketegnet digitalt er populært.
Foreløbigt har mere end 30.000 fiskere nemlig downloadet appen MitFisketegn, oplyser Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen lancerede fisketegns-appen i begyndelsen af maj i år, hvor man digitalt kan købe og derefter hente og fremvise sit fisketegn.
Man kan også kontrollere om det fisketegn som man tidligere har købt fortsat er gyldigt, og hvis ikke, kan man hurtigt forny det.
- Det er med stor tilfredshed, at vi kan konstatere, at mere end 30.000 fiskere allerede nu har valgt at få fisketegnet på deres mobiltelefon, siger direktør i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Kenneth Joensen, i pressemeddelelsen.
Nemmere at få fisketegn
Styrelsen oplyser, at der hvert år bliver solgt over 200.000 fisketegn, og at midlerne fra salget af fisketegn blandt andet går til fiskepleje og udsætning af yngel i danske vandløb og farvande.

- MitFisketegn har gjort det endnu nemmere at anskaffe et fisketegn, siger Kenneth Joensen.
- Vi håber derfor, at appen kan være med til at få endnu flere til at kaste snøren ud i fremtiden - og selvfølgelig huske at indløse fisketegn, siger direktøren.
Fredningstider og mindstemål
Udover et lovpligtigt fisketegn er det også vigtigt at orientere sig om reglerne for, hvilke fisk der må fanges, om der er mindstemål, eller om der er særlige regler der, hvor fisketuren går hen.
En del af de danske fisk er nemlig fredede i deres gydningsperioder af hensyn til den fremtidige bestand. Det kan derfor blive en dyr fornøjelse, hvis fiskerikontrollen kommer forbi og konstaterer, at der er blevet fanget fredede fisk.
En fisk skal straks genudsættes så skånsomt som muligt, hvis den kommer på krogen i dens fredningstid eller er under mindstemål.
De gældende regler for fredningstider og mindstemål fremgår af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside, hvor der også står mere om appen MitFisketegn.
Fritids- eller lystfiskertegn
Prisen for et lystfiskertegn varierer alt efter, om ønsket er et årskort, ugekort eller dagskort.
Man skal have et lystfiskertegn, hvis man fisker med lette redskaber såsom fiskestang eller pilk. Hvis du undervandsfisker og bruger harpun, kræver det også, du har et lystfiskertegn, oplyser styrelsen.
Fisker du med garn eller ruser, skal du købe et Fritidsfiskertegn. Man skal være fyldt minimum 12 år for at indløse et fritidsfiskertegn, og alle som fisker med ruser eller garn skal indløse et, uanset alder.
