Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Bekæmpelse af larven fra helvede er blevet rutine for anlægsgartner
Hvis der er noget, anlægsgartnerne hos Sparvath er blevet gode til det sidste halve år, er det at spotte og bekæmpe egeprocessionsspindere - også kaldet larven fra helvede - og deres reder.
Spindernes reder ligner ved første øjekast en knude på et egetræ og deres størrelser varierer.
- Det er min tur til at komme i dragten, for her deles vi om opgaverne, siger driftsleder Martin Sparvath, inden han trækker i beskyttelsesdragten, tager handsker og gummistøvler på og tænder iltmaskinen.

Han og kollegaen Chris Hartmann er kørt ud til det sydøstlige Odense, hvor der er blevet registreret reder i en række egetræer. Det, der nu er blevet rutineret arbejde, begyndte som et helt nyt felt for dem i begyndelsen af året.
- Der er sket meget siden da, og der ligger meget i det, siger Martin Sparvath til Fritidsmarkedets søstermedie Grøn Teknik.
Driftslederen er medindehaver af Anlægsgartner Sparvath sammen med broren, Morten Sparvath.
Let modificeret udstyr
Reder fra egeprocessionsspinderen blev opdaget i slutningen af sidste år.
Fundet blev gjort i Odense, og kommunen satte en plan for bekæmpelse i gang. De små brandhår fra larverne kan nemlig give kraftige reaktioner fra hud, øjne og luftveje hos mennesker og dyr.
Kommunen valgte Rentokil Skadedyrskontrols- og Anlægsgartner Sparvaths metoder, og de har været i gang siden februar i år. Sparvath bekæmper med et varmtvandsanlæg med skum, som de i forvejen bruger til ukrudtsbekæmpelse.

- Men udstyret her er en let modificering, fortæller Martin Sparvath og tager fat i lansen, som kan række cirka seks meter op i egetræet, og som det varme vand og skum kommer ud af. Nogle gange tager de også en lift i brug, men det kræver dagens opgave ikke.
- Skummet - der er med til at klistre det hele sammen - har luftbobler i sig, og det holder på varmen fra vandet i længere tid. Det virker, og det gør forskellen, siger driftslederen, inden han stikker lansen cirka tre meter op i det første egetræ med en rede og tænder for det varme vand med skum.
Farligt affald
Efter få sekunder falder reden ned på jorden med en dump lyd.
- Når rederne er blevet kogt, lægger vi dem i den her pose, fortæller Martin Sparvath, der skraber reden sammen med hænderne og bagefter smider den våde rede ned i en gul, kraftig pose.

- Når vi er færdige, bliver posen lukket og bagefter lagt ned i en kasse med låg. Kassen bliver klistret sammen og så afleveret som farligt affald, fortæller Martin Sparvath, mens han går fra det ene egetræ til det næste og koger reder, samler dem op og lægger dem ned i posen.
Når de er færdige med strækningen, bruger de også varmtvandsanlægget til at desinficere udstyret. Det bruger de en højtryksrenser til, som de normalt vasker stakitter og bænke med.
Flere stadier i ét træ
Egeprocessionsspinderen udfolder sig i seks stadier - hvor stadie et er, hvor de klækker, og i stadie seks bliver de til natsværmere. De bliver aktive i foråret, midt i april/1. maj, når egetræerne skyder, og de flyver væk først i efteråret. Dér, hvor de er mest aktive, er cirka midtvejs i processen.
Spinderne kan være i forskellige stadier i det samme egetræ, og det har meget at sige i forhold til bekæmpelsen af dem, og hvor stor en risiko, de udgør i det givne område. Antallet af dem er også en vigtig faktor.

- Vi har fundet ud af, at det er nemmest at tage dem i det stadie, hvor de forpupper sig og gør klar til at blive natsværmere. For her er der ikke kravlende larver i træet længere. Så får vi dem alle, hvis vi finder alle rederne, siger driftslederen.
- I kravlefasen, når de sidder i processioner midt på egetræer, er de nemme at fjerne med det forbehold, at der stadig er nogle i træerne, der kommer ned efterfølgende. For når først de vandrer, kan de vandre i kæmpestore mængder, siger han og understreger:
- Men der findes ikke et facit, for det afhænger af forholdene. Er det skov eller en gågade? Der er scenarier for det hele.
Lokal forankring
Efter egeprocessionsspinderen blev opdaget i Odense, er den siden blevet spottet i enkelte andre kommuner. Anlægsgartner Sparvath står i forvejen for driften af flere grønne områder i Odense, og det er en fordel i bekæmpelsen, lyder det fra driftslederen.

- For os handler det om at gøre det så effektivt som muligt. Det vigtigste er, at man lokalt kender området og kan reagere løbende og på det akutte. At man spotter, mens man alligevel er i området, for at holde øje med udviklingen, siger han.
- Vi vil gerne dele ud af vores erfaringer, for der er ingen tvivl om, at man kommer til at se dem i flere områder, siger Martin Sparvath.
På Have & Landskab til september er der flere oplæg om egeprocessionsspinderen med eksperter fra ind- og udland, og Sparvath står klar med en demo af deres procedure.
