Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan gik pindsvinetællingen i din region
Flere end 21.000 pindsvin blev registreret i den tredje nationale pindsvinetælling, der fandt sted lørdag den 9. august.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden, som står bag projektet med pindsvineforsker Sophie Lund Ramussen med støtte fra Nordea-fonden.
Den landsdækkende tælling af pindsvin skal gøre WWF og Danmarks eneste pindsvineforsker klogere på landets pindsvin, der formentlig er i tilbagegang.
På tværs af Europa er arten gået tilbage med op mod 30 procent på ét årti og er vurderet som 'nær truet'. Men der mangler viden om pindsvinets udbredelse i Danmark.
Nyttigt ved tiltag
I alt blev der registreret 1,6 pindsvin pr. dansker, hvilket er en smule lavere end sidste år, hvor tallet lå på 1,8.
- Vi ved alt for lidt om pindsvinene herhjemme, men vi ved, at arten er i tilbagegang i Europa, siger forsker Sophie Lund Rasmussen.
- Med danskernes hjælp begynder der heldigvis at tegne sig et billede af pindsvinenes udbredelse herhjemme, som er utrolig nyttigt for at iværksætte tiltag, der kan beskytte dem bedst muligt, siger hun.
Bestandens udvikling
Forskeren ved Oxford Universitet kan blandt andet se på dette års registreringer, at der er observeret betydeligt flere pindsvinehunner med unger.
Det tyder på, at pindsvinene har gået unger tidligere end sædvanligt, hvilket kan skyldes en mildere vinter, lyder det.
- Det er min formodning, at klimaforandringer og deraf mildere vintre påvirker pindsvinene, som tilsyneladende påbegyndte parringen tidligere end normalt, siger Sophie Lund Rasmussen.
- Hvordan det i sidste ende vil påvirke bestanden, er for tidligt at udtale sig om, men det er i hvert fald interessant, at ungerne er født så tidligt i år, siger forskeren.
Sammen med forskerkolleger stod hun i efteråret 2024 bag den rapport, der fik den internationale naturbevarelsesorganisation IUCN til at kategorisere det europæiske pindsvin som 'nær truet'.
Sammenlagt bidrog 14.718 danskere med at tælle pindsvin i år.
