Lyt til artiklen:

Virtuelt hegn godkendt: Nu kan køer græsse frit uden tråd og pæle

00:00
Hastighed: ???x
02:29

Abonnementsartikel

En flok køer bevæger sig roligt over en grøn eng. Der er ingen hegn, ingen pæle, ingen tråde - kun natur. Alligevel ved dyrene præcis, hvor de må gå.

Virtuel hegning er blevet godkendt til brug for kreaturer i Danmark, og det kan forandre den måde, landmænd og naturforvaltere styrer græsningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om køernes nakke sidder GPS-styrede halsbånd, som skaber digitale grænser. Når dyrene nærmer sig en grænse, får de først en lydadvarsel og derefter - hvis nødvendigt - en svag elektrisk impuls, der er væsentligt lavere end et elhegn. Grænserne kan nemt flyttes digitalt via en tablet eller telefon, og kreaturerne lærer hurtigt de nye grænser, viser en undersøgelse fra Aalborg Universitet. Systemet er testet og godkendt med fokus på dyrevelfærd og sikkerhed. Undersøgelse af stresshormonet kortisol i dyrenes afføring, af dyrenes huld og af deres bevægelsesmønstre viser, at virtuelle hegn ikke påvirker dyrene negativt.

GPS-halsbånd styrer kvæggræsning uden fysiske hegn

Se også:

GPS-halsbånd styrer kvæggræsning uden fysiske hegn

Derfor har Fødevarestyrelsen nu givet dispensation til at bruge virtuelt hegn i Danmark.

- Virtuel hegning giver os mulighed for at tænke naturforvaltning og dyrehold på en helt ny måde. Det er en løsning, der både gavner dyreholderen, naturen og dyrene, fordi det er så fleksibelt, siger Jesper Riel, der er projektleder og ansvarlig for virtuelt hegn hos Dalgas i en pressemeddelelse.

Bedre opsyn med dyrene

GPS-senderne er forsynet med solceller, så enheden holder strøm længe, og selvom halsbåndene er slidstærke, er de designet til at briste, hvis en ko eksempelvis skulle sidde fast i en gren med det.

Dyreholderen kan altid se køernes placering på det digitale kort, og får besked, hvis nogen køer har brudt det digitale hegn eller ikke har bevæget sig i et stykke tid. Samtidig kan man overvåge, når en drægtig ko går fra flokken for at kælve og være parat til at tage imod den lille ny. Det er især praktisk i store naturprojekter, hvor dyrene går på store arealer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dalgas har været med i et forsøgsprojekt med virtuelt hegn på Fanø gennem sin moderorganisation Hedeselskabet, og kan allerede nu tilbyde en komplet løsning til landmænd og naturforvaltere inklusiv ansøgning om dispensation.

Teknologien er særligt velegnet til holistisk afgræsning og ekstensiv drift, hvor fleksibilitet og naturhensyn er afgørende, fx hvis man i en periode med ynglende jordrugende fugle eller blomstrende sjældne planter ønsker at begrænse køernes adgang til et område, men i andre perioder ønsker de områder afgræsset.