Lyt til artiklen:

Her byder de islandske heste på skovtur

00:00
Hastighed: ???x
04:01

Abonnementsartikel

På en cirka 111 meter høj bakke mellem Silkeborg og Horsens bor parret Jette Siiger og Thorkil Ejstrud og deres 30 islandske heste.

Den islandske hest har altid været en del af deres liv og sådan vil det nok altid være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bakkede og skovfyldte landskab sætter scenen for de mange rideture med deres heste, der året rundt får turister fra nær og fjern til at lægge vejen forbi.

Familier med heste

Parret er begge vokset op med de islandske heste i Nordjylland. Thorkils forældre har blandt andet haft Hedebo Ranch i Skagen og tilbudt ferieridning gennem en lang årrække.

Thorkil Ejstruds ene bror tilbyder ferieridning på Læsø, mens Jette Siigers bror har stutteri og har lige haft en hest med til VM.

- Mine forældre har haft heste i rigtig mange år. De startede med ponyridning i Tolne, og så var de i Skagen, hvor min far var ridelærer. Så skiftede de fra store heste til at importere heste fra Island, fortæller han til Fritidsmarkedet.

- Mine søskende kom ude på Hedebo, og så fik min familie også islandske heste. Så det binder begge vores familier sammen, siger Jette.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En alsidig race

På den anden side af år 2000 begyndte de at lede efter et nyt hjem og gerne en ejendom ude på landet med plads til deres heste. Valget faldt på ejendommen på den 111 meter høje bakke med skov til flere sider i det midtjyske.

- Det er jo et fantastisk rideterræn, vi har her. Da vi først fik øjnene op for området, var det udelukkende med tanke på os selv: at vi kunne komme til at ride ture i skoven, siger Jette.

Men efter at have fået børn og lidt mere luft i kalenderen, besluttede de sig for at få flere heste.

Nogle af de 30 islandske heste er egen avl. Foto: Tina Moesgaard.
Nogle af de 30 islandske heste er egen avl. Foto: Tina Moesgaard.

Det har ledt til, at de i dag i deres fritid driver en lille rideskole med cirka 25 elever, der udover parret også giver arbejde til seks ungarbejdere.

De har også opstaldning, og derudover har de Fuglsang Rideture, hvor parret tilbyder rideture i skoven med deres heste, der er syv år og opefter. For det er vigtigt, at hestene skal være rolige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Islandske heste er alsidige og nemmere at have, fordi de kan gå i løsdrift. Så man kan have mange. Og de skal holdes i gang, og der fungerer rideskolen og trækketurene i weekenderne godt, siger hun.

Oplev naturen fra hesteryg

Rideturene i skoven tiltrækker mange forskellige mennesker lige fra lokalområdet til resten af landet og udlandet.

- Der er rutinerede iblandt, men det er især nybegyndere, som melder sig til turene. Vi kalder det en skovtur til hest for dem, der ikke kan ride. For det er også en naturoplevelse, man får med, siger Jette.

Der er rideskole tre gange om ugen og skovtursridning i weekenderne. Foto: Tina Moesgaard.
Der er rideskole tre gange om ugen og skovtursridning i weekenderne. Foto: Tina Moesgaard.

- Vi begynder i 111 meters højde og rider 60 meter ned. Det er der også noget udfordrende i, men så går det bare stille og roligt. Der er også meget vildt her, og det kan man nogle gange være heldig at se på turene. Vi plejer at sige, at det sker hver anden gang, siger Thorkil med et smil.

Derudover har Fuglsang Rideture også arrangementer som polterabender og firmature.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis det er en polterabend, er vi altid det første stop på dagen, ellers må de ikke ride, gør han opmærksom på.

- Men så har vi bryllupspynt til ridehjelmen. Det plejer at være et hit, siger Jette med et smil.

Skal være i orden

Det vigtigste for parret er, at det skal være en god oplevelse for alle. Af den grund er det kun deres heste, der er syv år og opefter, som bliver brugt til rideturene i skoven. For det er vigtigt, at hestene er rolige.

- Hestene skal være rolige, og det skal være en god oplevelse for folk. Det skal være sådan, at vores gæster ved, at det er i orden, siger Thorkil.

- Og så er der hestevelfærden, hvorfor vi blandt andet har vægtbegrænsning på i forhold til dem, der skal ride, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når deres heste, som alle har islandske navne, ikke er i rideskole eller på ridetur, går de ude på engen eller ved skoven nær ejendommen. Hvis altså de ikke vælger at stå i løsdriftene.

- Vi har et stort vindue i stuen, hvor vi kan se ud på dem. Det syn bliver vi aldrig trætte af, siger Jette, og Thorkil nikker.