Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mårhunde er en trussel mod vores hunde
Antallet af mårhunde vokser eksplosivt syd for grænsen - og nu spreder det fremmede rovdyr sig i stigende grad ind i Danmark. Det giver en øget risiko for dødelige sygdomme, som kan sprede sig til hunde.
Det fremmede rovdyr er ikke kun en trussel mod naturen, den udgør også en alvorlig smitterisiko for danske hunde, skriver veterinærkoncernen, AniCura, i en pressemeddelelse.
Koncernen opfordrer derfor til, at hundeejere får vaccineret deres kæledyr.
- Udfordringen med mårhunde er, at den ofte kan bære rundt på sygdomme, som er yderst farlige for vores kæledyr. Det gælder eksempelvis hundesyge, som er en dødelig virussygdom for hunde, men de kan også smitte med skab og i sjældne tilfælde rabies. Hundesyge kan spredes meget let - ikke kun gennem bid, men også via spyt, afføring eller genstande, som dyret har været i kontakt med. Derfor er risikoen reel, selvom ens hund aldrig møder en mårhund direkte, forklarer chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis.
Indtil videre er det særligt i Jylland, at mårhundene gør deres indtog, og derfor er hunde i grænselandet og i det sydlige Jylland i øjeblikket mest udsatte.
Vaccination er eneste beskyttelse
For hundeejere er det heldigvis effektivt at beskytte sin hund gennem vaccination, som dækker mod hundesyge i op til tre år, hvorefter den bør gentages for at være sikker på forebyggelse.
- Hvis hunden følger sit vaccinationsprogram, er den godt beskyttet mod hundesyge, som kun kan forebygges gennem vaccination. Har man overset en vaccination, er der ikke grund til panik, men man bør kontakte sin dyrlæge for at få afklaret, om hunden er dækket ind, forklarer Hanne Friis og fortsætter:
- Er man hundeejer til en hvalp, er det endnu mere afgørende, at man følger deres vaccinationsprogram nøje, da de er særligt sårbare over for sygdomme. Men hvis man blot lytter til dyrlægens anbefalinger, behøver man ikke bekymre sig om hundesyge. For selv om ingen vacciner er 100 procent dækkende, vil det have stor betydning for sygdomsforløbet, som bliver langt mildere, når de første er vaccineret, forklarer Hanne Friis.
