Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Plant nu - ellers snyder du dig selv
Efteråret har ry for at være sæsonafslutning i haven.
Tid til at pakke ned og gøre klar til vinterdvale. Men i virkeligheden forholder det sig stik modsat:
Efteråret er startskuddet på en ny sæson. September og oktober er de måneder, hvor stauder, buske og træer har de allerbedste chancer for at slå rod - bogstavelig talt.
- Efterårsplantning er supergodt for planterne, supergodt for naturens ressourcer og supergodt for os haveejere. Du gør dig selv en stor tjeneste ved at gå i haven i efteråret, siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.
Haveselskabet er en landsdækkende forening for haveejere, som gennem årtier har klædt danskerne på med nyeste viden og faglig rådgivning om haven. Og der er ingen tvivl, lyder det fra direktøren:
- I foråret skal vandkanden på overarbejde, hvis vi planter nyt. I efteråret klarer naturen det meste selv, forklarer hun.

Rødder kan etablere sig
Når jorden er fugtig, og temperaturen stadig er lun, kan rødderne nå at etablere sig, før vinteren sætter ind. Og resultatet? Planter, der står stærkere, er mere robuste og bedre kan modstå de tørkeperioder og store udsving i vejret, vi med stor sandsynlighed kommer til at se flere af i fremtiden.
- Når planterne går ind i efteråret, har de sat væksten af nye skud og blomster på pause. I stedet bruger de kræfterne på rødder - og det giver langt mere modstandsdygtige planter, siger Charlotte Garby.
Så det er nu, at du skal til at planlægge, hvordan din have skal se ud til næste år.

Vælg sunde planter
Med de rigtige planter tilpasset din jord får du langt større succes. Og dér kan havecentrene hjælpe, anbefaler Haveselskabet.
- Det er vigtigt at vælge planter, der passer til netop din have. De lokale havecentre har stor viden om, hvilken planter, der trives hvor. Det er afgørende, hvis du både vil spare på vandingen og pengene, siger Charlotte Garby.

