Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Egholm markerer 30 år med Park Ranger med præsentationen af ny el-version
Det store trækpunkt på Egholms stand på dette års Have & Landskab har naturligvis været 2. pladsen ved dette års Innovationspris - den elektriske redskabsbærer Park Ranger 2155e.
- Vores Park Ranger har 30 års jubilæum, og hvilken bedre måde at fejre det på, end ved at præsentere den første elektriske udgave af maskinen, siger Jan Lysholt Jakobsen, der er sales manager for Norden hos Egholm.

Maskinen er udviklet med afsæt i det, Egholm kalder 80 procents kernebrugeren. Altså hvad det er, som 80 procent af Park Ranger-brugerne anvender maskinen til.
- Park Rangeren bliver brugt rigtig meget på kirkegårde og hos boligforeninger. Så det er dem, vi har haft fokus på. 80 procent af vores kernebrugere anvender deres mest energikrævende redskab i cirka halvanden time om dagen, så det har været vores udgangspunkt, da vi skulle udvikle maskinen og dimensionere eldelen på maskinen, fortæller Anders Møbjerg Rasmussen, der er product innovation manager hos Egholm.

Derudover har teamet bag udviklingen af den nye maskine været meget bevidste om ikke at pille for meget ved maskinens grundprincipper.
- Lige nu har vi en forgænger, som er utroligt simpel. Du drejer nøglen, hiver i et håndtag, og så sker der noget. Det er nemt at finde ud af, og sådan skulle det også være på den nye elmaskine, fortæller Anders Møbjerg Rasmussen.
Maskinen har naturligvis fået et nyk op på teknologien med nye funktioner, men brugerfladen er den samme, som man kender.
Testet af brugeren
Det store spørgsmål, som Egholm altid bliver mødt med, når snakken falder på el, er, hvor lang tid maskinen kan køre.
- Det er det, som alle er interesserede i at vide, og for at få et så retvisende billede som muligt, har vi gjort meget ud af at teste maskinen sammen med vores kunder, fortæller Anders Møbjerg Rasmussen.
Eksempelvis har man testet, hvor langt maskinen kunne køre på en opladning, hvis man bare drøner derudad, uden maskinen anvender et redskab. 189 kilometer kørte maskinen, og så var batteriet faktisk ikke helt tømt - 11 procent var der tilbage.
Man har naturligvis også testet maskinen med redskaber. Eksempelvis en rotorklipper. Her klarede maskinen 21.400 kvadratmeter græs på en opladning.
Når det bliver vinter, vil Egholm teste maskinen yderligere, så kunderne også kan få et retvisende billede af batterikapaciteten under koldere vejrforhold.
I øvrigt har det været vigtigt for Egholm, at maskinen er bagud kompatibel med producentens redskaber. Derfor kan man uden problemer anvende sine gamle Egholm-redskaber på den nye elmaskine.
