Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nyt flytbart solcelleanlæg tager kun et kvarter at slå ud og krane op
Sammenklappet og transporteret på en maskintrailer lander et eksemplar af AK Sunpowers nye flytbare solcelleanlæg på en byggeplads i udkanten af Viborg.
Her er Fredborg A/S i fuld gang med at bygge en ny fabrik til cylinderproducenten Hydraflex. Og el-maskiner fylder en del på byggepladsen, da byggefirmaet er godt på vej mod sit erklærede mål om at reducere klimaaftrykket med 40 procent frem mod 2030.
Fredborg A/S var blandt de første til at investere i den nye solcelleløsning fra AK Sunpower.
- Samlet set fylder el-maskiner 75 procent og elbiler 61 procent i vores maskinpark på nuværende tidspunkt. Så det er noget, vi satser på. Du kan se vores 8-tons gravemaskine er i gang lige derovre, fortæller Thomas Kjølhede Møller, der er projektleder hos Fredborg A/S og peger ind på pladsen.

Der er selvfølgelig lavet byggestrøm på pladsen, men alligevel har Fredborg A/S det flytbare solcelleanlæg fra AK Sunpower med på byggepladsen.
- Det giver mening for os, når vi har muligheden for selv at producere noget af det strøm, vi bruger herude. Det handler også om, at vi kan gøre os nogle erfaringer med sådan et nyt anlæg, der kan give os en fordel, når vi kommer ud og skal starte en ny byggeplads op, siger Thomas Kjølhede Møller.
Solcelleanlægget fra AK Sunpower har kostet i omegnen af 200.000 kroner. Dertil kommer indkøb af batteripakker, der nemt kan udbygges med flere moduler.

Patent pending
Bare en lille time efter ankomsten på byggepladsen er både solcelleanlæg og batteripakke sluttet til, og der produceres gratis strøm til skurvogne og maskiner, indtil solen går ned. Overskydende strøm lagres på batteriet og resten sælges til elnettet.
Hvis der mangler strøm på batteriet og solen ikke skinner, kan den intelligente styring selv se to dage frem og købe ind, når strømmen er billigst. Eksempelvis en lørdag formiddag.
Det er Carsten Kriegbaum, der har udtænkt og udviklet det nye flytbare solcelleanlæg, der er patentanmeldt hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

Den 56-årige elektriker har siden 2012 været selvstændig med virksomheden AK Installationer, der tilbyder en bred palette af de gængse elektrikerydelser til både private og erhverv.
- For et par år siden gik det meget op og ned med tilskud til varmepumper, så det ene øjeblik havde vi absurd travlt og det næste intet at lave. Folk købte kun, når der var tilskud. Så jeg tænkte meget på, at det ville være godt for os at have et ekstra ben at stå på, som ikke var afhængigt af statslige tilskud, fortæller Carsten Kriegbaum, der har 12 medarbejdere i firmaet.
På vej hjem fra et møde hos en kunde på Sjælland, der blandt andet spurgte på mulighederne for solcellepaneler i forbindelse med udlejningstelte, begyndte Carsten Kriegbaums hoved at snurre.

- Hvad hvis man kunne lave et solcelleanlæg, man snildt kunne klappe sammen og flytte på en trailer efter kassevognen?
Hjemme ved køkkenbordet satte elektrikeren sig til at bygge med legoklodser. Altså sådan rigtige legoklodser.
Fire cellelag, der kan løftes ovenpå hinanden i transport. Seks paneler på hvert cellelag. Det giver et 10 kilowatt anlæg, der kan producere 50 kilowatt på en god dag.

- Jeg tog bagefter over til en lokal smed, som jeg har kendt i mange år, og viste ham lego-modellen og forklarede om min ide. Og så fik vi sammen tegnet det op på computeren og fik lavet beregningerne. Prototypen var designet, svejset sammen og monteret med solcellepaneler efter bare et par måneder, fortæller Carsten Kriegbaum.
Sammenklappet er anlægget 2,3 meter bredt, 5,4 meter langt og lige godt to meter højt. Slået ud til produktion er det 8,3 meter bredt, stadig 5,4 meter langt og 95 centimeter højt. Totalvægten er to tons.
De store spillere
Efterspørgslen på solcelleanlægget fra AK Sunpower er stærkt stigende. Navnligt op mod, at de nye klimakrav i forbindelse med nybyggeri trådte i kraft den 1.juli i år.

Det er både fra små og mellemstore byggevirksomheder, der som Fredborg A/S gerne vil være fremsynede, men også fra de store virksomheder i byggebranchen.
- Efterspørgslen er kraftigt stigende lige nu. Vi har faktisk gået og ventet på lovgivningen, som skulle være trådt i kraft ved årsskiftet, men blev udsat til 1.juli, fortæller Carsten Kriegbaum, der forleden blev kontaktet af en af Danmarks største virksomheder, der ville høre mere om mulighederne hos AK Sunpower.
- Vi er lige nu i dialog med flere af byggebranchens helt store spillere, der ser på mulighederne for at sætte 10, 15 og 20 anlæg i forbindelse på deres byggepladser, fortæller Carsten Kriegbaum.
- Så det er en fantastisk spændende tid for os, siger Carsten Kriegbaum.

