Lyt til artiklen:

Tips til at skære ned på varmeregningen

00:00
Hastighed: ???x
02:39

Abonnementsartikel

Mange skruer op for varmen, når temperaturen falder, og det gør varmeregningen større.

- Med få tiltag kan du optimere din boligs energiforbrug, reducere spildvarme og få lavere varmeregninger uden at gå på kompromis med at holde varmen, siger Bo Overgaard, der er OK's markedschef for boligopvarmning i en pressemeddelelse fra OK.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Energiselskabet kommer her med en række tips til, hvordan du kan justere dit forbrug og undgå, at varmeregningen skyder i vejret.

Indstil til 18-20 grader

Der er penge at spare ved at holde en jævn temperatur i boligen, og her kan termostater være en god hjælp.

- Det lyder ikke af meget, men hvis temperaturen bliver sænket bare én grad i hele huset, så kan du spare omkring fem procent på varmeregningen, siger Bo Overgaard.

Ved at indstille termostaten ens på alle radiatorer fordeler du varmen bedre og sænker varmeforbruget yderligere. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at temperaturen ikke må komme under 18 grader, da det kan give fugtproblemer.

Skift utætte tætningslister

Vær også opmærksom på tætningslisterne omkring døre og vinduer. Listerne kan forhindre træk og holde på varmen, men med tiden kan de miste deres effektivitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis dine tætningslister er utætte eller beskadigede, kan der slippe kold luft ind, hvilket øger dit varmeforbrug, siger Bo Overgaard.

Ved at udskifte gamle tætningslister sikrer du, at boligen er bedre isoleret mod vinterkulden, og dermed kan du undgå spildvarme.

Træk gardinerne for

Et simpelt og effektivt tip til at holde på varmen er at trække gardiner og persienner for, når mørket falder på. Ved at trække gardinet for, mindskes kuldeindfaldet fra vinduerne.

Svend Erik har haft husstandsvindmølle i 10 år

Se også:

Svend Erik har haft husstandsvindmølle i 10 år

Om dagen bør du trække fra igen, så sollyset kan slippe ind og varme rummene naturligt op.

Giv anlægget et eftersyn

Uanset hvilken varmekilde det er, der varmer boligen op, er det en god idé at få lavet et årligt serviceeftersyn. Men der er også noget, du selv kan holde øje med for at sikre optimal drift og effektivitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis du har en varmepumpe, er det vigtigt at tjekke, at filtrene er rene, og at udendørsenheden er fri for blade, sne og skidt, der kan blokere luftstrømmen. Derudover bør du sikre, at temperaturen er indstillet korrekt, da varmepumper er mest effektive ved lavere, konstante temperaturer, siger Bo Overgaard og fortsætter:

- Opvarmer du din bolig med et gasfyr, så sørg for at tjekke, at rørene til og fra fyret er godt isolerede, især i uopvarmede rum som kældre eller lofter, for at undgå varmetab. Brug desuden gasfyrets økonomifunktion, når du ikke har brug for fuld varme - for eksempel om natten eller ved længere fravær - for at reducere energiforbruget.