Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Løvtræs anvendelser i byggeriet bliver undersøgt
Der mangler viden om, hvordan større andele af løvtræ kan blive brugt i byggeriet.
Fra naturens side kommer denne type træ ofte i ukurante formater, kvaliteter og fraktioner, hvorfor op til 78-85 procent af det fældede træ bliver anvendt direkte til biobrændsel.
Kun det allerbedste bliver brugt til møbeltræ og gulve, men et nyt forskningsprojekt skal undersøge, om løvtræet kan blive til for eksempel bjælker, paneler eller innovative bygningskomponenter og dermed bidrage til, at byggeriet kan nedbringe CO2-udledningen.
- Biobrændsel fra skovbruget bidrager med 38 procent til den samlede vedvarende energi i Dansk, og er en vigtig årsag til at vi kan bruge mindre gas og olie i vores energiproduktion, siger Michael Glud i en pressemeddelelse fra Dalgas.
- Men en øget investering i sol- og vindenergi medfører, at der i fremtiden ikke vil være behov for samme mængde træ til energiformål. Derfor ønsker vi nu at undersøge, hvordan vi kan bruge det træ i byggeriet, så man kan binde mere kulstof i bygninger, siger bæredygtighedschefen for skov hos Dalgas.
Træ som byggemateriale
Foruden skovbrugsvirksomheden Dalgas står Det Kongelige Akademi bag projektet og er videnspartner.
Med finansiel støtte fra Innovationsfonden, den filantropiske forening Readdania og Dalgas har de sat gang i en erhvervs-ph.d., der skal bane vejen for mere dansk løvtræ i byggeriet.
Ved at bruge træet i byggeriet i stedet for stål og beton, kan man både lagre CO2 og undgå udledninger fra andre mere klimabelastende materialer, lyder det fra Dalgas.
Der vil desuden være en klimaeffekt, da disse materialer ikke skal bruges, den såkaldte substitutionseffekt, lyder det videre.
Skovbrugsvirksomheden gør i samme ombæring opmærksom på, at beregninger viser, at man sparer op mod to tons CO2 for hver kubikmeter træ, der anvendes i stedet for for eksempel beton.
Fokus på konkrete løsninger
Erhvervs-ph.d.'en bliver udarbejdet over tre år af Jerry Petersen. Han er uddannet tømrer, bygningskonstruktør og senest færdiguddannet cand.tech.arch med særligt fokus på bæredygtighed og materialeanvendelse.
- Med formålet om en mere ansvarlig anvendelse af vores løvtræ har vi udformet et højaktuelt ph.d.-projekt, der har til hensigt at skabe og formidle viden, som kan gøre en positiv forskel nu og i fremtiden, siger Jerry Petersen.
- Med 20 års erfaring i byggebranchen er jeg særligt begejstret for projektets rammesætning, der muliggør, at alle mine kompetencer sammen med Dalgas' særlige viden, og input fra det Kongelige Akademi aktiveres i et spændingsfelt mellem skovbrug, materialefremstilling og træets anvendelse i byggeriet, siger han.
Jerry Petersen skal nu kortlægge det fraskårne bøgetræ, der ellers ville blive til flis, og undersøge potentialer og udfordringer ved anvendelse til byggeri.
Herefter vil alternative og skalerbare anvendelsesmuligheder til byggeriet blive identificeret og efterfølgende afprøvet via prototyper i tæt samarbejde med producenter, arkitekter, ingeniører og designere.
Det har samtidig til hensigt at sikre konkrete løsninger og en direkte aktualitet i industrien, oplyser Dalgas.
