Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fåreavl i tidevandets greb: Landmand kæmper for livet på halligen
Når man bevæger sig ud i Vadehavet syd for grænsen i et lille tog, som kører på en forholdsvis lav dæmning ud til en af de små halliger, som ikke er øer, men nærmest forhøjninger ude i havet. Så er det svært at forestille sig, at fåreavleren, der kører toget, kan mærke dønningerne fra præsidentvalget i USA.
Men det kan han, Nommen Kruse, som er landmand, men efter eget udsagn i højere grad har en rolle som naturbevarer.
For Donald Trump har skåret ned på USA's svar på Meteorologisk Institut, og dermed er vejrprognoserne stort set kloden rundt blevet lidt mere usikre, forklarer han.

- Det mærker, vi, for vi er afhængige af forudsigelser om vejret. Vi har ikke brug for usikkerhed, tværtimod. I det hele taget spiller vejret en altafgørende rolle for vores liv, siger han.
Trodser det vilde hav
Herude, hvor himlen er bred, og havet i baggrunden er uforudsigeligt, ligger Nordstrandischmoor. Det er en af ti halliger i Vadehavet syd for den dansk-tyske grænse. Og det er her fåreavleren bor og driver landbrug.
En hallig i ingenmandsland, omgivet af Vadehavet. Den er truet af stigende havniveauer og dermed af klimaforandringer. Folket her trodser det vilde hav med mod, tålmodighed og en dyb forbindelse til deres hallig.
Vejen ud til halligen er lige så usædvanlig som destinationen. Nogle af dem kan kun nås med båd, men hvis du vil til Nordstrandischmoor, kan du komme med på toget. Skinnerne løber tre kilometer ud i vadehavet, forbi trædæmninger, der bryder bølgerne ved højvande. Den lille jernbanevogn kører fra fastlandet til halligen med tolv kilometer i timen gennem Unescos Verdensarv.

Umagen værd trods udfordringer
Halligen Nordstrandischmoor har været beboet siden 1634, hvor nogle få familier slog sig ned og beskæftigede sig med fiskeri og fåreavl. På de 165 hektar bor der 18 mennesker, fordelt på fire forhøjninger, som er kunstigt hævede bakker, hvor der udover beboelse og lader også er en skole og en lille cafe til turisterne om sommeren.
Familien Kruse har boet her i flere generationer. Ruth Hartwig-Kruse er ranger og æresborgmester i Nordstrand Kommune, som denne hallig tilhører. Hendes søn Nommen Kruse er familiefar, hydraulikingeniør og landmand.
- Faktisk er jeg landskabsbevarer mere, end jeg er landmand, siger han.
Nommen Kruse dyrker 60 hektar i dette naturreservat, og hans 57 får er på halligen hele året rundt. Ifølge naturbeskyttelseskontrakten må han slå græs fra 1. juli, men skaderne fra gæs er enorme.
- Gæssene æder alt væk og efterlader masser af ekskrementer. Derfor laver jeg først ensilage i slutningen af august. Heldigvis er foderet tilstrækkeligt, siger han.

Lammene fødes i marts og april, og på trods af alle udfordringerne er det i øjeblikket umagen værd at holde får. Prisen på lam er steget.
- For ti år siden var der godt to euro pr. kilo levende vægt. Nu er det 4,40 euro, siger Nommen Kruse.
De unge dyr sælges til en slagter på fastlandet fra august til december. Her læsses fårene på en speciel trailer og køres over mudderbankerne med vogn.
40 gange om året under vand
Om sommeren er det ikke til at forstå, men når efterårs- og vinterstorme raser, viser Vesterhavet sit sande ansigt. Op til 40 gange om året er Nordstrandischmoor under vand, og kun husene på deres forhøjninger stikker op.
"Land unter" kalder de lokale det. Så er kun forhøjningen til ejendommene tilbage, og huse og lader giver beskyttelse til mennesker og dyr.

- Vi ved, hvornår en stormflod er på vej. Vejrudsigter hjælper os til at overleve. Under en sådan begivenhed køres fårene ind i indkørslen eller stalden. Vandet trækker sig tilbage inden for en til to dage. Vandgrøfter, der løber som årer gennem halligerne, hjælper med dræning, forklarer Nommen Kruse.
Beskyttelsesrum i laden
Han husker dog en oversvømmelse, der nåede laden på hans forhøjning.
- Flygte med båd? Umulig. Ingen går ud på havet under en stormflod, siger han og peger på en nybygget platform i laden.
Deroppe har han bygget det, som han kalder et escaperoom. Et tørt sted at trække sig tilbage til, hvis havet skulle komme endnu tættere på end normalt.

Dette beskyttelsesrum er for folket. Og spørger man til fårene, trækker han trækker bare på skuldrene. Det vil han ikke tænke på.
- Herude er du prisgivet tidevandet. Nogle gange blæser vinden så hårdt, at du er nødt til at støtte dig mod den. Livet er hårdt, fuld af kompromiser. Og alligevel er der ingen, der ønsker at forlade stedet. Vi mennesker her på Nordstrandischmoor er tæt forbundet. Der er en stærk følelse af fællesskab her. Hallig-folk er overlevere, siger han.
Når havet er sultent
Landbruget bidrager til den lokale økonomi og til bevarelsen af dette unikke kulturlandskab. Den omfattende dyrkning af jorden bevarer landskabet, fremmer biodiversiteten og sikrer fastlandskysten mod oversvømmelser. Det er ikke kun er gavnligt for miljøet, men også for turismen.
Men livet på halligen er under pres. Stigende havniveauer truer med at opsluge dem.
- Vesterhavet får et stykke hallig med hver bølge, hvis man lader det være, siger Jan Aufderdeck, der arbejder i Slesvig-Holstens statsagentur for kystbeskyttelse, nationalpark og havbevarelse.
- Uden foranstaltninger i 1930'erne ville Nordstrandischmoor sandsynligvis være forsvundet for længe siden. Sedimenter - bestående af sand, silt og muslingeskaller - er afgørende for bevaring. Kystforstærkningssystemer beskytter mod erosion fra havet, og det samlede areal af halligen her er stort set stabilt i dag. Halligen fungerer også som offshore-bølgebrydere. De tager energien ud af stormfloderne, før de rammer fastlandet, forklarer Aufderdeck.

- Halligen er en kulturarv, et naturparadis og et levested. Folk her kæmper for deres bevarelse. Deres arbejde på land og kyst bevarer et unikt kulturlandskab og en særlig livsstil, der ellers ville være forsvundet for længe siden. Men så længe at folk som Nommen og hans familie bor her og står op for deres hallig, kan Nordstrandischmoor også forblive et sted med en fremtid, mener han.
