Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Flere års tilløb ender i samarbejde
Der var smil over hele linjen på Agritechnica, da TBS Maskinpower og TMC Cancela kom i mål med en aftale om deres fremtidige samarbejde om det danske marked. Underskriften kommer efter flere års tilløb.
TMC Cancela er en spansk producent af maskiner til landbrug, skovbrug og hydrauliske systemer.
De har mere end 40 års erfaring. Det traditionsrige firma er især kendt for deres robuste mulching-udstyr til både skov- og landbrugsformål. Firmaet har fokus på brændstofeffektive og teknologisk avancerede løsninger.
TBS Maskinpower har gennem længere tid været på jagt efter en leverandør af mulchingudstyr, slåmaskiner og knusere til land- og skovbrug, så Jan Garder, der er CEO i TBS Maskinpower, er meget tilfreds med, at det nu er lykkedes.
- Aftalen har været længe undervejs. Vores team har i løbet af en toårig periode besøgt dem, de har været hos os, vi har gennemgået og vurderet deres produkter - og de har sikkert også tjekket op på os som importør og salgskanal - og nu er vi blevet enige om at satse på hinanden. At aftalen blev underskrevet på Agritechnica, har mest af alt symbolsk betydning, for de første landbrugsredskaber er på vej.

Stort redskabsprogram
TMC Cancelas produkter kan i grove træk opdeles i fire kategorier - landbrug, skovbrug, hydrauliske enheder og stenknusning.
Sidstnævnte sælges der næppe mange af i Danmark. Indenfor de fire kategorier er der nærmest utallige typer og modeller, så alle TBS Maskinpowers salgsselskaber i både TBS og Valtec får meget ekstra at tilbyde kunderne.
- Indenfor landbruget får vi et kvalitetsprogram af slåmaskiner fra 1 meter helt op til 8,4 meter, og indenfor skovbrug er der meget robuste modeller fra 1,25 til imponerende 3,20 meter. Sidstnævnte kræver så også over 300 hk, siger Martin Geiser, der er COO for TBS Maskinpowers TBS- og Valtec-maskinforretninger i Danmark.
En redskabstype TBS Maskinpower ikke har stor erfaring med, er de mange hydraulisk drevne redskaber fra TMC Cancela.

I fremgang
Produktkataloget omfatter både slåmaskiner og knusere til gravemaskiner, skidsteer-basismaskiner, traktormontering og til de populære fjernstyrede terrænklippere.
Den type redskaber er i fremgang for tiden i Danmark, hvor stadig flere gravemaskiner og specialmaskiner på bånd arbejder med naturgenopretning og pleje i den grønne sektor.
- Nu skal sælgerne i TBS og Valtec selvfølgelig lige have tid til at sætte sig godt ind i de mange forskellige redskabsløsninger først, men jeg er sikker på, at vi kommer til at sælge mange forskellige TMC Cancela-enheder allerede i det nye år, for kvaliteten er høj og prisen fornuftig.
Han synes også, det er spændende, at der i alle produktkategorier er redskabstyper, vi ikke rigtigt kender til i Danmark.
- Måske har TMC Cancela løsningen på de mange naturpleje- og reetableringsopgaver fremtiden byder på? Det er jeg ikke utilbøjelig til at tro.

