Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fem lodsejere får nu støtte til at plante ny skov på landbrugsjord
Ægteparret Geert og Cathrine Olesen, der bor i en landejendom fra 1868 ved Haderslev, dropper nu at forpagte deres knap fire hektar jord ud. I stedet får de statsstøtte til at plante skov.
- Jeg har altid ønsket mig skov, og det irriterer mig, når forpagteren sprøjter gift ud på vores jord. Nu får vi i stedet tilskud til at etablere en lille skov med en lund i midten, hvor vi kan sidde og drikke vores kaffe og se på flagspætten, når vi bliver gamle, siger Cathrine Olesen i en pressemeddelelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Indtil nu at styrelsen modtaget 222 ansøgninger om tilskud til skovrejsning, siden den nye ordning åbnede i september. Der er i alt søgt om tilskud for cirka 106 millioner kroner på cirka 1.534 hektar. Men der er altså kun fem der har fået tilsagn om støtte. I 2025 er der afsat 735 millioner kroner til skovrejsning, men der kun søgt om tilskud for 106 millioner kroner.
Tilskuddet er 75.500 kroner per hektar for skovrejsning eller 90.500 kroner per hektar for skovrejsning, der udlægges til urørt skov.
Svar i starten af 2026
Formålet med ordningen er at omlægge landbrugsjord ved at plante ny skov på arealerne.
112 af de 222 ansøgninger, der indtil nu er kommet, vil blive prioriteret først, da projekterne er beliggende i områder med et særligt højt kvælstofindsatsbehov, som ordningen er målrettet. Det forventes, at de fleste af disse ansøgere vil få svar på deres ansøgning i starten af det nye år.
- Jeg er også glad for, at vi med denne ordning har gjort det lettere at rejse skov, og at Cathrine og hendes mand har kunne få hurtigt tilsagn. Og så håber jeg, at endnu flere vil følge trop og være med til at plante meget mere skov i Danmark, siger trepartsminister Jeppe Bruus (S).
Tilskudsordningen er en del af den grønne trepart, hvor målet er, at der skal rejses 250.000 hektar skov i 2045, hvor 100.000 hektar af dem er urørt skov.
