Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Her skal du rydde sne som grundejer
Når sneen bliver liggende, og er det tid til at tage sneskovlen i brug og salte eller gruse.
Som grundejer har du nemlig pligt til at rydde sne og sikre mod glat føre dér, hvor der er adgang til din bolig. For posten, affaldet, pakkerne og andre mennesker skal kunne komme sikkert frem.
Det gør Ejendomsmæglerfirmaet &Living (en del af Nykredit) opmærksom på i en pressemeddelelse.
Men hvordan er det nu lige med hvad, hvor og hvornår? Det kan du få svaret på her.
Kravene gælder her
Som grundejer skal du for eksempel sikre adgang til fortovet, indkørslen, havegange, trapper og adgangsarealer. Ejer du en hjørneejendom, er ansvaret dit hele vejen rundt, lyder det fra ejendomsmæglerfirmaet.
Det er hurtigst muligt efter et snefald, du skal rydde sne og salte eller gruse.
På hverdage og lørdage gælder kravene fra klokken 7.00 til 22.00. Om søndagen skal der dog først været ryddet for sne klokken 8.00 og frem til klokken 22.00.
Hvis sneploven kommer forbi
Kommunens sneplove må gerne rydde vejen. Men det er stadig dit ansvar at få sneen væk, hvis sneploven efterlader sne, der spærrer for din indkørsel eller adgang, lyder det.
Husk også at rydde afløbsristene, da smeltevand skal kunne løbe væk, når det igen bliver tøvejr.
Privat vej
På private veje rydder kommunen ikke sne, da der gælder andre regler.
Her det grundejeren - eller grundejerforeningen - der skal sikre, at kørebanen er farbar. Er der ingen fælles ordning, skal du rydde sne helt ud til midten af vejen. Din nabo tager den anden del.
Lejere: Tjek kontrakten
Snerydning er som udgangspunkt udlejers ansvar, gør mæglerfirmaet opmærksom på.
Men det gælder ikke, hvis det står i lejekontrakten, at lejer har vedligeholdelsespligten. Så slipper lejer ikke for at rydde og salte eller gruse.
Husk at kigge op
Istapper og tunge snedynger kan være farlige, og som grundejer har du pligt til at fjerne dem. Hvis der er risiko for nedfald, har du også pligt til at advare eller afspærre.

Hvis du lader være
Vælger du ikke at rydde sne og salte eller gruse, er der risiko for, at det får konsekvenser.
Det kunne være, at affaldet ikke bliver hentet, eller at post og pakker udebliver. Kommunen kan også rydde for dig - på din regning, og politiet kan udstede bøder. Sker der et uheld, kan du ende med et erstatningsansvar.
De fleste er dækket af husforsikringens ansvarsforsikring - men ikke alle, og uden dækning er der selvbetaling, gør mæglerfirmaet opmærksom på.
Placering af sneen
Når først du har grebet sneskovlen, må du ikke bare lægge det ud på vejen og gå ind i varmen igen, lyder det.
Du må ikke placere sne på cykelstier, busstoppesteder, fodgængerovergange eller hjørner. Ved cykelsti skal der efterlades mindst to meter fri passage.
Derudover må sne heller ikke placeres op ad træer, brandhaner, el- og fordelerskabe eller trafiklys.
