Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Naturskøn campingplads ned til å er til salg
Hedensted Kommune har valgt at sætte Tørring Camping til salg, så der kan komme nye øjne på mulighederne lokalt. Samtidig sælges bygningerne, der huser Tørring Kanoudlejning, placeret lige over for campingpladsen.
Det fremgår af en pressemeddelse fra kommunen.
Campingpladsen ligger centralt og naturskønt ned til Gudenåen - og den nye Gudenåsti, som bliver indviet senere i år.
Mere outdoor-turisme
Ifølge kommunen sker der markante ting på turismefronten i Tørring, som ligger tæt på Gudenåens udspring.
Og med den nye Gudenåsti følger nye muligheder for outdoor-turisme og for at tiltrække turister, der søger naturoplevelser langs Danmarks længste vandløb, lyder det.

Samlet set sker udbuddene for at give bedre forudsætninger for at fastholde og udvikle turisterhvervet lokalt, forklarer kommunens borgmester, Ole Vind (V), om baggrunden for at sælge.
- Vi kan se, at kyst- og naturturismen er i vækst, og at der ligger et stort potentiale i den nye Gudenåsti, som vil tiltrække flere og andre typer af turister til Tørring. Derfor giver vi nu mulighed for, at interesserede kan købe Tørring Camping, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.
- Og i et separat udbud sælger vi også bygningerne, der rummer Tørring Kanoudledjning. Det åbner for nye konstellationer eller samarbejder omkring turismen, som vi tror kan drage fordel af det momentum, som både Gudenåstien og outdoor-turismen vil give i Tørring, siger Ole Vind.
Et område i udvikling
Gudenåstien - der bliver indviet om cirka to måneder - løber lige forbi både campingpladsen og kanoudlejningen, der er et velbesøgt knudepunkt for sejlende, campister og andre friluftsgæster.
Ifølge kommunen vil stien binde Gudenåens natur, friluftsliv og byerne langs åen endnu tættere sammen og forventes at tiltrække outdoor-turister fra både ind- og udland.

- De sidste par år har vi taget markante skridt i Tørring. Vi har byudviklet, forskønnet vejstrækningerne i byen og anlagt et nyt og velbesøgt torv, som gør det mere spændende at besøge og handle i byen, siger borgmesteren.
- Nu får vi med vandreturisme og Gudenåstien tilføjet helt nye oplevelsesmuligheder til området, hvor kanosejlads og lystfiskeri i forvejen er populært. Det håber vi, at mange kan se potentialet i.
Kommunen ser udbuddet som led i en langsigtet indsats for at styrke lokal turisme og skabe mere liv omkring Gudenåen og Tørring by.
Interesserede kan finde udbudsmateriale på Hedensted Kommunes hjemmeside. Tilbudsfristen er den 27. februar 2026.
Tørring Camping råder blandt andet over 30 enhedspladser, seks hytter og en række faciliteter, herunder en nyere cafébygning, oplyser kommunen.
