Lyt til artiklen:

61.266 til hingstekåring og hestefest

00:00
Hastighed: ???x
05:06

Abonnementsartikel

For 46. gang dannede MCH 4.-8. marts rammen om Dansk Varmblods Hingstekåring, der gennemføres sammen med den tilhørende messe Hest & Rytter. Traditionen tro strømmede hesteinteresserede fra hele Danmark og udlandet til Herning, hvor fem intense dage bød på avl, messe, show og international topsport.

I alt 61.266 gæster lagde vejen forbi arrangementet, der endnu engang bekræftede sin position som et af Europas mest markante hestearrangementer. Publikum kunne opleve internationale dressurklasser på allerhøjeste niveau i ECCO Five Star Dressage, spændende springsport og præsentation af hingste af meget høj kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verdensstjerner i Jyske Bank Boxen

Startlisterne i både dressur og springning talte flere af sportens største navne, og publikum i Jyske Bank Boxen skabte en intens stemning omkring konkurrencerne.

Den danske dressurstjerne Cathrine Laudrup-Dufour sikrede sig sejren i kür med Mount St. John Freestyle og kvitterede efterfølgende for opbakningen fra publikum:

Cathrine Laudrup-Dufour. Pressefoto: Ridehesten.com.
Cathrine Laudrup-Dufour. Pressefoto: Ridehesten.com.

- Selve sejren betyder faktisk mindre end oplevelsen her i Danmark. Vi har et fantastisk show her, og stemningen - jeg ved ikke om den findes andre steder i verden, så jeg niver mig selv i armen over, at vi kan have den her slags topsport her i Herning.

Også den tyske dressurlegende Isabell Werth, verdens mest medaljevindende rytter ved OL, fremhævede oplevelsen i Jyske Bank Boxen:

- Jeg er så imponeret over showet og atmosfæren her. Det her show har det hele - sport og avl, unge og erfarne ryttere. Atmosfæren var elektrisk, da jeg red på banen i dag, og jeg nød det virkelig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En unik kombination af avl, sport, show og fællesskab

Hos Dansk Varmblod glæder direktør Claus Hansen sig over endnu en vellykket udgave af arrangementet, hvor både sport, avl og fællesskabet omkring hestene for 46. gang gik op i en højere enhed:

- Det glæder os umådelig meget at opleve den enorme opbakning til årets Hingstekåring, hvor vi både kunne fejre fremgang i både publikum og i antallet af hingste til kåring. Publikum var i høj grad med til at skabe en helt særlig stemning og fest i Herning - en stemning som gennemsyrede hele arrangementet, og vidner om en stor passion for avl og sport. Og så var det helt særligt at opleve den positive stemning på messen, siger Claus Hansen og fortsætter:

- Anført af nøglepersoner i hjælperteamet fik vores dygtige og utrættelige frivillige endnu en gang løftet arrangementet til et helt enestående niveau. Jeg er dybt taknemmelig for den store opbakning fra dem, ligesom støtten fra vores mange sponsorer og hingsteholdere er uvurderlig og gør det muligt for os at skabe et event i absolut særklasse. Med fremgang i antal hingste til kåring og dressursport på absolut verdensplan demonstrerer vi i Herning den stærke og vigtige forbindelse mellem avlen og sporten. Netop denne unikke kombination er med til at gøre Dansk Varmblods Hingstekåring til et event, der markerer sig helt i toppen internationalt og ikke overgås af andre arrangementer af sin lige i hesteverdenen, fastslår Claus Hansen.

Stor aktivitet og købelyst på Hest & Rytter

Parallelt med hingstekåringen dannede fem af MCH Messecenter Hernings store messehaller rammen om messen Hest & Rytter, hvor 260 udstillere præsenterede udstyr, beklædning, foder, staldinventar og transportløsninger.

Alle dage var der stor aktivitet i hallerne, hvor ryttere, avlere og hesteejere gik på opdagelse blandt de mange stande. Udstillerne melder om stor interesse fra publikum og en tydelig købelyst gennem hele messen, blandt dem Martina Møller fra Horseworld Rideudstyr, der har været udstiller de seneste 21 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pressefoto: Tony Brøchner.
Pressefoto: Tony Brøchner.

- Messen er fantastisk. Der kommer mange mennesker, og vi møder både vores gamle kunder og en masse nye. Det er megahyggeligt, der er god stemning, og folk kommer med god energi for at se nyheder og få gode tilbud. Samtidig er det bare noget helt andet at møde folk face to face, kigge dem i øjnene og give dem god service - det er guld værd, og derfor kommer vi igen år efter år, siger Martina Møller.

Hun suppleres af Norman Nielsen fra Horse-Trainer Products, der ligeledes er mangeårig udstiller.

- Vi har været med på messen hvert eneste år siden 2003. Det er her, hele branchen mødes én gang om året - både for at sælge, men også for at pleje vores kundekreds. Folk kommer her for at se og mærke produkterne og få en god snak, og det betyder meget, når man sælger noget, der kræver forklaring. Jeg har udstillet i 14 lande gennem årene, og det her er helt klart den bedste messe, siger Norman Nielsen.

Tillykke og tak til Dansk Varmblod

Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen fremhæver arrangementets betydning for både hestesporten, for Herning og for MCH.

- Tak og tillykke til Dansk Varmblod og de mange engagerede aktører med en fælles passion for hestesporten for at skabe en succes for 46. gang med oplevelser, hvor avl, international topsport og messe går hånd i hånd. En stor tak til de mange ryttere, publikum, udstillere og frivillige, som hvert år er med til at skabe den helt særlige stemning omkring hingstekåringen i Herning, siger Georg Sørensen og fremhæver udviklingen af hingstekåringen gennem årene i et stærkt og tæt samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods Hingstekåring og Hest & Rytter vender tilbage til MCH 10.-14. marts 2027.