Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
175 kilometer vandresti langs å bliver indviet
Gudenåstien har været tre år undervejs, og nu bliver den 175 kilometer lange vandresti langs Danmarks længste å indviet.
Det sker lørdag den 28. marts, oplyser de otte kommuner, der er involveret i projektet, i forskellige meddelelser.
Gudenåstien begynder ved Tinnet Krat nordvest for Tørring, hvor Gudenåen har sit udspring, og strækker sig helt frem til åens udløb i Randers Fjord.
Det sker i kommunerne
Gudenåstien går igennem kommunerne Vejle, Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Randers - i alt otte kommuner, som fejrer indvielsen hver især.
I Vejle Kommune sker indvielsen af Gudenåstien ved Gudenåens Kilder. Her er alle velkomne til en festlig dag klokken 13.00 ved Tinnetgaard - Gudenåens Udspring. Dagen byder både på kor, kaffe, the, kage og tre guidede ture på to, tre eller seks kilometer.
I Hedensted Kommune er der indvielse klokken 12.45 langs arealerne ved Tørring Camping. Her vil der være aktiviteter for både voksne og børn - blandt andet skattejagt, bålhygge og en kort gåtur på en delstrækning af den nye sti.

I Horsens Kommune foregår festlighederne ved Klostermølle klokken 13.00. Her inviteres der til en festlig eftermiddag med hyggelige aktiviteter, bålmad og mulighed for guidede ture i området.
I Skanderborg Kommune bliver stien indviet sammen med Skimminghøj Bådhus i Ry. Dermed inviterer kommunen til en festlig eftermiddag, hvor pladsen åbner klokken 12.30. Indvielsen af stien sker klokken 13.00, og en halv time efter vil der være forskellige aktiviteter på pladsen.

Pladsen ved De Små Fisk i Sejs-Svejbæk langs Gudenåstien i Silkeborg Kommune åbner klokken 11.00. Her vil der være masser af hyggelige naturaktiviteter for store og små - blandt andet sjove natur- og cykelaktiviteter, vandretur, trylleshow og officiel indvielse klokken 13.00.
I Favrskov Kommune fejres dagen ved Bamsebo Camping i Ulstrup. Pladsen åbner klokken 12.30 med mad og drikke, og den officielle indvielse sker klokken 13.20. Derudover er der mulighed for en gåtur på stien.
Snør vandreskoene og vær med til en aktiv dag ved Tange Sø, hvor Viborg Kommune fejrer den nye vandreture med gåture, aktiviteter og officiel snorklipning klokken 14.00. Det er muligt at vælge mellem to ruter, og gåturene begynder klokken 12.30. Fra klokken 13.00 er der aktiviteter ved Uderum Tange Sø for hele familien.
Snoren til stien i Randers bliver klippet klokken 13.00 på Justesens Plæne, som i dagens anledning bliver forvandlet til en mini-festivalplads med blandt andet pandekager, cykelræs, sportsfiskeri og guidede ture i forskellige længder.
På hjemmesiden oplevgudenaa.dk er det muligt at planlægge sin vandretur, se Gudenåens forskellige etaper og de smukkeste og mest tilgængelige ture. Der er også podcasts om åens rige kulturhistorie, ligesom det er muligt at se for eksempel toiletter og madpakkehuse på hjemmesiden.
Projektet har kostet 57 millioner kroner og er støttet af A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden med 15 millioner kroner hver i samarbejde med kommunerne langs Gudenåen og Naturstyrelsen.
