Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Markant flere dyreunger i nød i foråret: Disse dyr topper listen
Med foråret begynder ynglesæsonen, hvilket betyder flere dyreunger i naturen, der risikerer at havne i nød.
Det kan man nikke genkendende til hos Dyrenes Beskyttelse, som sidste år kunne konstatere, at antallet af redninger blev mere end tredoblet fra april til maj.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse, som nu er klar til at håndtere en ny stigning i opkald fra bekymrede borgere.

År efter år ser organisationen den samme udvikling i antallet af redninger af dyreunger i foråret frem mod sommeren.
- Derfor er vi forberedt på, at vi går ind i en travl periode. Alle mand er på dæk, så vi bedst muligt kan hjælpe de unger, der har brug for hjælp, siger Peter Gravlund Nielsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse, i pressemeddelelsen.
En del af forklaringen er også, at folk i højere grad bevæger sig ud i naturen. Derfor er der flere til at opdage, når dyr er i nød, lyder det.
Sidste år steg antallet af dyreunger i nød fra 202 i april til 681 i maj.
Her var det især fugleunger, harekillinger og rålam, der havde brug for hjælp.
Tre gode råd
Men mange dyreunger opholder sig ofte alene allerede fra en meget tidlig alder, hvilket betyder, at ungen ikke altid er i nød. Men der er gode råd at hente, hvis tvivlen melder sig.
Dyrenes Beskyttelse kommer her med tre gode råd til at vurdere, om en dyreunge er i nød eller ej.
1. Dyreunger er oftest i nød, hvis de er tydeligt skadet. Er der synlige skader eller bløder ungen, så har den formentlig brug for hjælp.
2. Virker ungen meget sløv, ligeglad med sine omgivelser eller omtåget, bør du være opmærksom og overveje at ringe 1812.
3. Hvis dyreungen kalder intenst på sin mor i længere tid uden pause, kan det også være et tegn på, at den er i nød. Er du i tvivl, er det en god idé at holde afstand til ungen og ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse.
