Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny fond støtter jagt og natur
Jægernes Udviklingsfond er en ny fond, der støtter projekter, der fremmer naturforvaltning, artsforvaltning og sikkerhed og udvikling af jagtrelaterede skydebaner.
Det fremgår af en nyhed på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside, som oplyser, at den første frist for ansøgninger er den 29. maj 2026.
Der kan søges støtte til anlæg, udvikling og forskning - men ikke drift. Som udgangspunkt behandles ansøgninger om støtte på minimum 100.000 kroner.
Jægernes Udviklingsfond er etableret med midler fra det tidligere Dansk Jagtforsikring A/S. Fonden har til formål at skabe konkrete, praksisnære forbedringer med jagtlig relevans, oplyser styrelsen

Gennem en lang årrække tegnede Dansk Jagtforsikring, som var ejet af Miljøministeriet og Danmarks Jægerforbund, den lovpligtige jagtansvarsforsikring.
Da selskabet ophørte med at drive forsikringsvirksomhed, blev selskabets kapital - i overensstemmelse med vedtægterne - overført til en fond, Jægernes Udviklingsfond.
Fonden skal anvende midlerne til at støtte formål, som henhører under bestemmelserne om anvendelse af jagttegnsmidlerne, der fremgår af Jagt- og vildtforvaltningslovens paragraf 45, styk 2, herunder tilskud efter paragraf 12, oplyser fonden
Støtter udvalgte formål
Jægernes Udviklingsfond gør opmærksom på, at anvendelse af midler er begrænset til at støtte følgende formål:
Forvaltning af arter
- Forvaltningsplaner - støtte til initiering af internationale forvaltningsplaner og forvaltningsrammer for pattedyr og fugle med fokus på arter, der har jagtlig interesse.
- Udvikling og afprøvning af metoder til naturgenopretning. Projekter skal have et praktisk udgangspunkt med en praksisnær afrapportering. Formålet er at give konkrete anbefalinger til, hvordan man optimerer natureffekten af naturforvaltningsprojekter, hvor disse skal have jagtlig relevans. Projekter skal have særlig fokus på, hvordan man kan skabe forbedringer i naturen gennem mennesker.
Sikkerhed og skydebaner
- Støj fra skydebaner - støtte til håndtering af støj fra hagl- og riffelskydebaner, der anvendes til træning relateret til jagt.
- Sikkerhed - støtte til arbejde med sikkerhed i fobrindelse med jagt i form af uddannelse og information for at øge jægernes opmærksom på sikkerhed under jagt med særligt fokus på riffeljagt, men også i forhold til hagl- og buejagt.
Efter den første frist - den 29. maj 2026 - vil der herefter være frist for ansøgninger den 30. april og den 30. september hver år, så længe fonden har midler til uddeling, oplyser fonden.
Hvordan ansøgningsprocessen foregår, fremgår af Jægernes Udviklingsfonds hjemmeside.
