Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Jægerforbund vil have vildsvinet tilbage i dansk natur
Debatten om vildsvin fylder i medier, faglige miljøer og podcasts, hvor både naturfolk, jægere og landbruget diskuterer balancen mellem biodiversitet, landbrugsinteresser og sygdomsbekæmpelse.
Og nu stempler også Danmarks Jægerforbund ind i debatten, og erklærer, at de ønsker vildsvinet tilbage i dansk natur.
"Jægerforbundet har hele tiden sagt, at så snart det er muligt, skal vi lade en genindvandring ske. Det kræver naturligvis en ansvarlig forvaltning og tæt samarbejde mellem myndigheder, forskere og jægere", skriver forbundet i en pressemeddelelse.
Kan bidrage positivt
Vildsvinet har historisk levet frit i Danmark, men blev udryddet i begyndelsen af 1800-tallet. I dag er arten fortsat uønsket i Danmark af hensyn til risikoen for afrikansk svinepest og den danske svineproduktion.
"Vi kan dog se, at denne risiko kan håndteres i alle vores nabolande, så det er svært at forestille sig, at vi ikke også kan håndtere den herhjemme", skriver Jægerforbundet videre.
Ifølge Danmarks Jægerforbund er der ingen generel modstand mod vildsvin blandt danske jægere. Tværtimod peger forbundet på, at arten både er hjemmehørende og kan bidrage positivt til naturens dynamik og biodiversitet.
"Vi skal have en naturdebat baseret på faglighed og fakta. Vildsvinet er en del af Europas naturlige dyreliv - også det danske", lyder det fra Danmarks Jægerforbund.
