Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Under tørken: Lad græsset blive gult
I mange af landets haver ses effekten af varme og tørke tydeligst på græsplænen; græsset skifter langsomt, men støt, farve fra grøn til gul eller endda brun.
Her er det bedste råd at lade plænen være i fred - både for vanding og græsslåmaskinen, lyder anbefalingen fra Haveselskabet i en pressemeddelelse.
For mange vil det ellers føles nærliggende at gribe vandslangen og give plænen en grundig vanding i varmen. Men vil man hjælpe sin have gennem hedebølge og tørke, gælder det ikke bare om at pøse løs derude, lyder anbefalingen videre.
Rødderne lever stadig
Når det bliver varmt og tørt, går græsset i en slags dvale, hvor det netop bliver gult eller brunt og ser dødt ud - men rødderne lever stadig.

- Når der igen kommer regn, kan plænen blive grøn igen på få dage, siger Brian Christensen i pressemeddelelsen.
Han er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, som er en non profit-forening for mere end 25.000 af landets haveejere.
- Det er generelt en dårlig idé at sætte sprinkler eller vandspreder op for at vande, når det er tørt. Meget af vandet fordamper eller går til spilde, fordi det lander alle mulige andre steder end planternes rødder, siger den havefaglige rådgiver.
Derfor: Vand som udgangspunkt ikke græsplæne eller veletablerede beplantninger.
Og giver du også plæneklipperen en pause i varmen, kan græsset bedre modstå tørken. Jo højere græs, jo dybere rødder - og så bliver græsset knapt så gult, som hvis det er helt kort.
Haveselskabet har i øvrigt samlet deres svar på seks af de mest stillede spørgsmål om græs og tørke. Blandt andet kan du finde svaret på, hvad du kan gøre for, at din græsplæne bedre modstår tørke i fremtiden.
Alle svarene finder du lige her.
