Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sygdomsfremkaldende bakterier fundet i hakket vildtkød
Jægeres håndtering af vildtkød er vigtig for at undgå fødevarebåren sygdom.
Det gør Statens Serum Insitut blandt andre opmærksom på i en pressemeddelelse efter fund af STEC-bakterier - sygdomsfremkaldende Shiga-toksinproducerende E. coli - i én ud af fire pakker hakket vildtkød.
Fundet er gjort af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som sammen med Statens Serum Institut understreger, at det spiller en afgørende rolle for fødevaresikkerheden, at jægeren er omhyggelig med hygiejnen, når indvolde tages ud af et nedlagt bytte.
Gennemsteg kødet
STEC-bakterien kan give alvorlig og i særlige tilfælde livstruende sygdom. Derfor bliver antallet af smittetilfælde løbende overvåget.
- STEC-infekction kan i de mest alvorlige tilfælde give nyresvigt, og her er særligt børn udsatte. Netop på grund af alvorligheden ved denne infektion er det vigtigt at finde frem til alle smittekilder, siger afsnitsleder Susanne Schjørring fra Statens Serum Institut.
Og selvom synlig forurening med mave-tarmindhold giver en særlig høj risiko, kan bakterierne også være til stede, når kødet ser rent ud.
For bakterierne kan nemlig ikke ses med det blotte øje, lyder det fra Camilla Thougaard Vester, der er akademisk medarbejder i DTU Fødevareinstituttet.

Dog kan bakterier - der i forbindelse med slagtning og håndtering overføres fra vildtets tarm til overfladen af kødet - elimineres ved tilstrækkelig varmebehandling.
- Hvis man hakker kødet, er der risiko for, at bakterier fordeles rundt i hele produktet. Styrelsen anbefaler derfor, at hakket vildtkød gennemsteges, oplyser sektionsleder Sørine Quaade Møller fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Hvordan du kan undgå STEC-bakterier i din mad, kan du i øvrigt læse mere om på styrelsens hjemmeside og på DTU Fødevareinstituttets hjemmeside.
Kræver særlig opmærksomhed
At der er fundet STEC-bakterier i én ud af fire pakket hakket vildtkød, fremgår af årets zoonoserapport, der bliver udgivet af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Statens Serum Institut.
Til sammenligning var der STEC i én af 15 pakker hakket oksekød, lyder det.
Der blev ikke fundet STEC-bakterier i nogle af de fermenterede oksekødspølser, men det gjorde der i syv ud af 19 fermenterede vildtpølser.
- Vildtspegepølse spises uden forudgående varmebehandling, så når vi finder STEC-bakterierne i så mange af produkterne, understreger det betydningen af god hygiejne ved håndtering af vildt, siger Sørine Quaade Møller og fortsætter:
- Det er afgørende, at fermenteringen og den øvrige produktionsproces sikrer, at eventuelle sygdomsfremkaldende baktertier reduceres eller inaktiveres, så produktet er sikkert at spise.
I 2025 blev der registreret 1049 tilfælde med STEC, oplyser Statens Serum Institut.
Årets zoonoserapport giver et overblik over sygdomme, som overføres til mennesker fra fødevarer og dyr.
