Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Traktoren der samlede resterne af Case og IH
Da Case IH lancerede Magnum 7100-serien i august 1987, var det langt mere end bare endnu en ny traktorserie.
Magnum blev symbolet på overlevelse efter en af de måske mest turbulente perioder i landbrugshistorien. Faktisk kan man argumentere for, at Magnum ikke blot reddede Case IH's omdømme - den samlede resterne af to kriseramte virksomheder og skabte fundamentet for det Case IH, vi kender i dag.
Landbrugskrise
For at forstå Magnums betydning skal vi tilbage til starten af 1980'erne. Efter rekordårene i 1970'erne kollapsede de amerikanske jordpriser, renterne steg til over 20 procent, og eksportmarkederne forsvandt næsten fra den ene dag til den anden.
Mange landmænd havde investeret massivt i maskiner og jord med lånte penge. Da indtægterne faldt, stoppede investeringerne brat. Traktorordrerne tørrede ud, forhandlerne kæmpede for overlevelse, og hele landbrugsmaskinindustrien blev kastet ud i en historisk nedtur.
International Harvester var særligt sårbar. Virksomheden havde allerede økonomiske problemer, da en seks måneder lang strejke i 1979-80 kostede omkring 400 millioner dollar i tabt produktion. I begyndelsen af 1980'erne var gælden blevet så stor, at virksomheden måtte sælge divisioner og lukke fabrikker blot for at holde sig flydende.
Case og IH sammen lignede det en stærk kombination. I virkeligheden blev fusionen præget af interne magtkampe mellem tidligere Case- og IH-folk og kunderne var tvivlsomme. Flere lovende projekter blev skrottet og man skulle finde en retning.
Flere modeller blev skrottet fra enten Case eller IH, og nogle fik nye farver og ny glans.
Case IH havde dog desperat brug for et fælles projekt, som kunne samle organisationen og kunderne for fremtiden.
Det projekt blev Magnum.
Den hårde kerne
Udviklingen af Magnum foregik primært på det tidligere IH-ingeniørcenter i Burr Ridge, Illinois, som kun overlevede nedskæringerne, fordi ledelsen blev overbevist om værdien af centrets avancerede testfaciliteter.
Her valgte ingeniørerne at kombinere de bedste løsninger fra begge virksomheder.
Motoren kom fra Case-siden. Det var en C6T830 8,3-liters sekscylindrede turbodiesel var udviklet gennem Consolidated Diesel Company, et fælles selskab mellem Case og Cummins. Motoren leverede høj trækkraft, lavt brændstofforbrug og imponerende holdbarhed.
En af de mindre omtalte årsager til Magnums holdbarhed var dens kraftige box-frame konstruktion. Hvor mange traktorer stadig brugte motoren som en bærende del af chassiset, fik Magnum en selvstændig ramme. Det reducerede belastningen på motorblokken og bidrog til den robusthed, som serien senere blev kendt for.
Transmissionen kom fra IH.
Resultatet blev en drivlinje, som mange stadig betragter som en af de bedste mekaniske kombinationer, der nogensinde er bygget til en landbrugstraktor.
Magnum blev samtidig det første produkt, som både tidligere Case- og IH-medarbejdere kunne samles om. Hvor fusionen havde skabt dybe skel mellem de to organisationer, blev Magnum beviset på, at det bedste fra begge verdener kunne kombineres i én maskine.
Spørger man mange så er det netop Magnum de kender som vendepunktet, hvor "Case" og "IH" begyndte at blive til "Case IH".
Powershift blev Magnums sjæl
Hvis motoren var hjertet i Magnum, var transmissionen dens sjæl og den som bar Magnum til skyerne.
Den nye 18-trins Full Powershift tillod føreren at skifte gear uden kobling og under belastning igennem alle gear.
Der var der ingen der i 1987 kunne tilbyde på en standard traktor, og blev varemærket for Magnum.
Mange husker den sikkert som armknuseren, da der skulle en god arm til at skifte mellem gearerne hele dagen, men den havde den fordel at man kunne hoppe i gearerne.
Der kunne bare springes i gearerne som man ønskede og det er i dag et vartegn på blandt det mest holdbar der er kommet ud fra Case IH.
Man kunne få transmissionen med krybegear, og efter 1990 kom der to ekstra bakgear i.
Systemet byggede videre på erfaringerne fra IH's tidligere powershift-transmissioner som var udviklet til fremtidige modeller, men blev gjort betydeligt stærkere og mere driftssikkert som man i dag må sige de gjorde fuldendt.
Indvendigt sørgede hydraulisk aktiverede koblingspakker for gearskiftene, mens styringen foregik via en mekanisk roterventil udviklet af IH-ingeniøren Ben McCash.
Det var et bevidst valg at undgå tidens elektronik, jo kabinen fik overvågning på flere ting, men elektronikken i transmissionen forblev væk fordi det skulle være bomstærk og driftssikkert.
Hvor mange konkurrenter begyndte at eksperimentere med elektroniske styringer, satsede Magnum på mekanik. Ingen computere, ingen sensorer og ingen styrebokse, som kunne fejlede.
Mange forhandlere fortalte senere, at de nærmest aldrig så indersiden af transmissionen efter salget før på den anden side af 10.000 timersdrift. En sjælden egenskab i en tid, hvor mange traktorer stadig kæmpede med powershift-relaterede problemer.
Cummins-motoren
Alle Magnum-modeller blev drevet af CDC's 505 kubiktommer store 8,3-liters motor på Magnum 7100-serien hvor 7140 havde 195 hestekræfter.
Motorens moderne konstruktion reducerede antallet af komponenter med omkring 25 procent sammenlignet med tidligere generationer. Samtidig blev serviceintervallerne forlænget, hvilket sænkede driftsomkostningerne.
Motorerne blev hurtigt kendt for deres høje momentreserve. Når ploven ramte tung lerjord eller en våd plet i marken, faldt omdrejningerne sjældent ret meget fordi momentet var højt.
Porsche hjalp
Magnum satte også nye standarder i kabinen i 1987.
Case IH hentede assistance fra Porsche Engineering, som bidrog til udviklingen af en helt ny førerkabine.
Resultatet var markant anderledes end de tidligere generationers støjende og vibrerende arbejdsmiljøer.
Kabinen var rummelig, velisoleret for sin tid og ergonomisk gennemtænkt. Betjeningen var samlet logisk omkring føreren, udsynet var forbedret, og støjniveauet blev reduceret markant.
Fra kabinen gik man meget op i at udsynet fremad og ned til forakslen var nemt.
Selvom man undlod elektronikken på de mekaniske ting, så fik man elektroniske overvågning i ratstammens instrumentering.
Bygget til at holde
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Magnum var dens driftssikkerhed.
Flere større planteavlere rapporterede allerede i 1990'erne om maskiner med langt over 10.000 driftstimer, før de første renoveringer overhovedet kom på tale.
Transmissionen blev nærmest legendarisk for sin holdbarhed.
Hele traktoren blev konstrueret med fokus på enkelhed og lang levetid frem for avancerede elektroniske løsninger.
Driftssikkerheden gav også Magnum en usædvanlig stærk position på brugtmarkedet. Mange landmænd skiftede deres Magnum ud efter få år, ikke fordi den var slidt op, men fordi gensalgsværdien var blandt branchens højeste.
Mere end en engangssucces
Magnum blev heller ikke en engangssucces.
Gennem 1990'erne fortsatte Case IH med at videreudvikle konceptet. I 1994 blev 7100-serien afløst af 7200-serien, som byggede videre på den samme grundopskrift med Cummins-motor, powershift-transmission og fokus på driftssikkerhed og senere 8900-serien i 1996.
Samtidig blev hydraulik, komfort og elektronik løbende opgraderet. 8900-serien bød blandt andet på højere hydraulikydelse, forbedret førermiljø, større styreudslag, bedre udsyn og nye intelligente funktioner som automatisk styring af firehjulstræk og differentialespærre ved vending på forageren.
Så kom den virkelige elektroniske tidsalder for den gamle Magnum var blevet alderende igennem slut 90'erne og det svarede Case IH tilbage på.
MX-Magnum og historien forsætter til i dag hvor især 2 ting stadig er en stor del af Magnum.
Cummins motor og powershift transmissionen der bygger på de samme premsipper.
Traktoren der samlede Case IH
Den blev det første produkt, som både tidligere Case- og IH-fik rullet ud og huskes stadig den dag i dag.
Internt havde fusionen i starten skabt en kultur præget af "os mod dem" mellem Case og IH. Magnum blev det fælles projekt, der viste, at kombinationen af Case- og IH-teknologi faktisk kunne skabe noget, nok bedre end de hver for sig kunne.
Samtidig gav traktoren forhandlerne et produkt, de kunne sælge med overbevisning, på et tidspunkt hvor mange landmænd stadig var skeptiske over for den nye Case IH-koncern.
Salget tog fart, og Magnum etablerede hurtigt et ry som en af markedets mest pålidelige højhestekræftsstandardtraktorer. Rygtet spredte sig så hurtigt, at der blandt landmændene opstod et uofficielt slogan, som stadig citeres i dag:
"Nothing kills a Deere like a Magnum."
Om udsagnet var farvet af den evige rivalisering mellem røde og grønne maskiner, kan diskuteres. Men det fortæller noget om den status, Magnum opnåede i slutningen af 1980'erne og op igennem 90'erne.
Ikke mange traktorer kan siges at have ændret et mærkes historie.
Magnum er en af dem, og ånden lever videre i de nye Magnum-modeller stadig, som sælges på verdensplan og i Danmark.
Kilder: Maskinbladet, Maskinbladet Avis 1989-99, Red Tractors 1958-2013 (bog), Red 4WD Tractors (bog), Case IH.com, Case IH Magnum 7100 & 7200 & 8900 (brochure), Case IH Magnum 7100-series Promovideo.
