Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Minilæsseren tager slæbet på landejendommen
En minilæsser er ikke kun en maskine til store landbrug. Også på en mindre landejendom eller et fritidslandbrug kan den overtage mange af de opgaver, der ellers bliver løst med trillebør, skovl, greb og håndkraft.
Det kan være udmugning hos heste, får eller geder, flytning af wrapballer, transport af brænde, jord og grus eller oprydning omkring stalde og bygninger. Med det rette redskab kan maskinen desuden bruges til at feje gårdspladsen, klippe hegn eller skrabe mudder og møg væk fra faste arealer.
Hos Helms TMT-Centret A/S, der forhandler Schäffer-læssemaskiner, oplever administrerende direktør Allan Helms, at læssemaskiner i stigende grad bliver betragtet som alsidige redskabsbærere frem for maskiner, der kun bruges til at læsse.
- Maskinerne kan i praksis skræddersys til den enkelte kundes behov. Med forskellige redskaber kan den samme maskine løse mange forskellige opgaver, siger han.
Når trillebøren bliver for lille
På en landejendom er der ofte mange mindre transporter i løbet af dagen. Der skal måske køres hø eller halm ud til dyrene, flyttes foder, fjernes møg eller transporteres materialer mellem bygninger og folde.
Hver enkelt opgave behøver ikke være stor, men tilsammen kan de kræve mange timer og en del fysisk arbejde. Her kan en minilæsser blive det motoriserede alternativ til trillebøren.
Maskinens kompakte mål gør det muligt at komme rundt i mindre bygninger, gennem porte og på smalle arealer. Samtidig giver knækstyringen en lille venderadius, så maskinen kan arbejde på steder, hvor en almindelig traktor kan være for stor og klodset.
Ved valget af maskine er det dog vigtigt at se på forholdene på den enkelte ejendom. Dørbredder, loftshøjde, underlag og pladsen omkring stalde og længer kan være afgørende for, hvor stor en maskine, der er praktisk anvendelig.

Ét redskab er sjældent nok
En skovl er ofte det første redskab, der bliver købt til en læssemaskine, men maskinens anvendelighed vokser betydeligt, når der suppleres med andre redskaber som for eksempel en pallegaffel, et ballespyd, en ballegrab og en fejekost.
Der findes desuden skrabere og hegnsklippere, som kan monteres på læssemaskinen. Dermed kan den samme maskine blandt andet bruges til vedligeholdelse af levende hegn og oprydning omkring bygningerne.
Det er derfor ikke nødvendigvis maskinens størrelse alene, der afgør, hvor anvendelig den bliver. Adgangen til passende redskaber og et enkelt redskabsskifte kan være mindst lige så vigtigt.
Teleskoparmen giver ekstra rækkevidde
Hvor minilæsseren først og fremmest har sin styrke i de mindre, daglige opgaver, kan en teleskoplæsser være interessant på ejendomme, hvor der er behov for større løftehøjde og rækkevidde.
Teleskoparmen kan for eksempel være en fordel, når materialer skal læsses op i en høj vogn, når halmballer skal stables, eller når en hegnsklipper skal arbejde et stykke over jorden. Knækstyrede teleskoplæssere kombinerer denne løftehøjde med en forholdsvis kompakt opbygning.
- Mange ser en fordel i, at føreren sidder centralt i maskinen med læssearmen foran sig. Det giver et godt udsyn, og knækstyringen gør maskinen nem at komme rundt med, fortæller Allan Helms.
For ejere af mindre landejendomme vil en teleskoplæsser dog ofte være en større investering, end opgaverne kræver. Derfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i de opgaver, maskinen reelt skal løse, frem for blot at vælge den største løfteevne.
El kan være en fordel omkring dyrene
Elektriske minilæssere er blevet et mere realistisk alternativ til dieseldrevne modeller. Ifølge Allan Helms har de elektriske maskiner i dag en batteri- og motorkapacitet, der gør dem i stand til at klare mange af de samme opgaver som en tilsvarende dieselmaskine.
På en ejendom med dyr kan eldrift have flere praktiske fordele. Maskinen støjer mindre, og der kommer ingen udstødningsgasser fra motoren, når der arbejdes inde i en stald eller en anden bygning.
Til gengæld skal man forholde sig til driftstid, opladningsmuligheder og maskinens anvendelse gennem en hel arbejdsdag. En maskine, der bruges kortvarigt til mange små opgaver, kan have et andet behov end en maskine, der skal arbejde uafbrudt i flere timer.
Uanset drivmiddel kan en læssemaskine være med til at mindske det tunge, manuelle arbejde på landejendommen. Den kan ikke fjerne alle løft og praktiske opgaver, men den kan gøre mange af dem hurtigere, lettere og mindre belastende.
