Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Hvor er pindsvinene blevet af?
WWF Verdensnaturfonden står for den årlige pindsvinetælling, hvor der i år var 11.607 personer, der deltog i registreringen af 16.884 pindsvin.
Der bliver både registreret, hvem der på en bestemt dag ser pindsvin, og hvem der ikke gør. På den måde får man et billede af, hvor og hvor mange pindsvin der er i de danske haver og i naturen.
I år var det dog omkring hver sjette, der gik forgæves og ikke mødte det piggede dyr den 8. august, hvor den officielle tælling fandt sted. Det vækker bekymring hos WWF Verdensnaturfonden.
- Der er i år betydeligt flere, der rapporterer ikke at have set pindsvin. Samtidig har vi fået hundredvis af kommentarer fra danskerne om, at de pindsvin, som ellers var i haven i juni og i starten af juli, er forsvundet. Det kan skyldes, at pindsvinene har været hårdt ramt af den rekordvarme og tørre sommer herhjemme og er gået til på grund af mangel på vand og føde. Vi har set lignende i Sydeuropa, hvor der er optagelser af pindsvin, der falder døde om i hedebølgen, siger adjunkt Sophie Lund Rasmussen, der forsker i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet i en pressemeddelelse.
Sidste år registrerede 10,8 procent, at de kiggede, men ikke så et pindsvin. I år var andelen vokset til 16,7 procent.
Den største andel af danskere, der kiggede, men ikke så pindsvin, var i Region Hovedstaden, hvor 22,3 procent ikke så pindsvin mod 15,6 procent sidste år.
WWF Verdensnaturfonden påpeger dog også, at den højere andel, der har indrapporteret, at de ikke så pindsvin, også kan skyldes, at der er kommet mere opmærksomhed om, at disse indsigter er vigtige, når bestanden skal kortlægges.
