Lyt til artiklen:

Rasmus lavede små ændringer og fik jagt på egen ejendom

00:00
Hastighed: ???x
06:01

Abonnementsartikel

Udvid

Til vinter er det otte år siden, Rasmus Ahlmann og familien købte en gammel landejendom - og det var der flere grunde til.

- Vi købte ikke ejendommen for at drive landbrug. Det er naturinteressen og jagtinteressen, der trækker. Og så har landbrugsdriften været med til at give mulighederne både for at have så meget jord og også for at lave nogle ting, fortæller Rasmus Ahlmann til Fritidsmarkedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For han ville blandt andet gå på jagt på egen ejendom, og derfor har han løbende foretaget nogle ændringer på stedet.

Noget at hente

Der hører 38 hektar jord til ejendommen, og indtil sidste år var 34 hektar jord under plov til forpagtning - økologisk.

- Men så har vi været med i et klima-lavbundsprojekt, hvor vi har cirka 15 hektar med i projektet, fortæller jordejeren, der på de resterende tre hektar har givet sig i kast med andre tiltag.

Tilbage i 2018 var ejendommens marker ud til grusvejen "trukket helt til kanten", og det var netop i kanterne her, at Rasmus Ahlmann så den første mulighed for at gøre noget andet.

Kanterne her er siden blevet sået til med frøblandinger. Foto: Rasmus Ahlmann.
Kanterne her er siden blevet sået til med frøblandinger. Foto: Rasmus Ahlmann.

- Da vi overtog, var der noget at hente på natursiden, syntes jeg. For det er jo landbrugsjord stadigvæk, men vi har arbejdet med de strukturer, der var i forvejen og brugt det som skelet for den udvikling, vi ønskede, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For der var ikke meget plads til, at for eksempel agerhønen kunne have en rede i rabatten. Nu ser det helt anderledes ud, siger jordejeren, der i øvrigt er uddannet skovfoged og vildtforvalter og derfor har et indgående kendskab til naturen.

Mere variation

Noget af det første, han gik i gang med, var at etablere vildt- og bivenlige tiltag.

Det indebar blandt andet at indskrænke nogle af markernes areal en smule for så at gøre rabatterne bredere. Her blev der både brugt traditionelle frøblandinger til vildtpleje, men også den naturlige frøpulje, som er i jorden.

Disse tiltag blev også brugt langs flere af de levende hegn - alt sammen for at give bedre betingelser for insekt- og dyreliv.

- Nogle kalder dem faunastriber, andre vildtstriber. Kært barn har mange navne. Men det handler om at skabe variation - nogle steder er det dækning og andre steder en mere åben struktur, så fugle og andre dyr kan søge i skjul fra markerne, og at insekterne har et sted at være, fortæller Rasmus Ahlmann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af frøblandingerne, som er blevet sået ud langs grusvejen. Foto: Tina Moesgaard.
En af frøblandingerne, som er blevet sået ud langs grusvejen. Foto: Tina Moesgaard.

Det er nu fire år siden, han sidst såede kanterne til.

- Og man kan se, at der begynder at komme nogle andre arter, da strukturerne ændrer sig, siger Rasmus Ahlmann og fortæller, at det både gælder forskellige slags planter, vildtarter og insekter.

Vildtet har været forbi og nippet til beplantningen. Foto: Tina Moesgaard.
Vildtet har været forbi og nippet til beplantningen. Foto: Tina Moesgaard.

En anden ordning han har gjort brug af, er "Plant for vildtet", som dog ikke eksisterer mere.

Ordningen indebar plantning af træer, buske og halvbuske i diverse beplantninger - til gavn for vildtet, så de har et sted, hvor de kan finde føde, søge skjul og læ og et trygt sted at yngle.

- Den ordning har vi brugt rigtig meget. For enden af en af markerne var der et gammelt granhegn, hvor vi fældede granerne og stak nogle få hjemmehørende buske i. Siden er der kommet en masse forskellige planter selv, fortæller jordejeren og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og så har vi plantet nogle tusind kvadratmeter nedenfor ejendommen til med blivende træer, ammetræer og buske - langt det meste er hjemmehørende og med fokus, at der skal være en masse forskelligt, som blomstrer og sætter frugt.

Nye planter er vokset op og ind i de fældede graner, som blev liggende. Foto: Tina Moesgaard.
Nye planter er vokset op og ind i de fældede graner, som blev liggende. Foto: Tina Moesgaard.

Desuden har han tyndet ud i flere hegn på ejendommen - igen for at skabe variation, give mere plads til de hjemmehørende træer og generelt gøre hegnene "mere levende".

Det fortsætter han med, ligesom havetraktoren kommer på banen, når området neden for ejendommen skal have klippet en passage. Ellers kræver arealerne nær markerne ikke den store vedligeholdelse.

Der er blevet sat et væld af hjemmehørende buske ud i dette område. Foto: Tina Moesgaard.
Der er blevet sat et væld af hjemmehørende buske ud i dette område. Foto: Tina Moesgaard.

- Normalt er det et godt råd ikke at gøre noget, selvom de fleste jordejere har svært ved at forlige sig med at lade naturen gå sin gang. Men i dette tilfælde - ved næsten ikke at gøre noget - har man fået meget forærende af den natur, der allerede eksisterer i området, siger Jakob Bergmann Nielsen, der er chefkonsulent hos Danmarks Jægerforbund.

Han er en tidligere kollega til Rasmus Ahlmann og er med på markvandring for at se de forskellige tiltag, der er etableret gennem årene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jakob Bergmann Nielsen fra Jægerforbundet og Rasmus Ahlmann. Foto: Tina Moesgaard.
Jakob Bergmann Nielsen fra Jægerforbundet og Rasmus Ahlmann. Foto: Tina Moesgaard.

- Og i forhold til beskæringen af hegnene, så tag en tankfuld benzin i motorsaven, drik en kop kaffe og så måske en mere, hvis kontorkroppen holder til det og spred det ud over en årlig weekend eller to slut februar eller start marts. Så har man lavet en værdifuld indsats for sin vildtpleje, siger chefkonsulenten, som yder vejledning til netop vildt- og naturpleje i jægerforbundet.

Handler ikke kun om jagt

Når Rasmus Ahlmann går på jagt, er det både med jagtriflen og haglgeværet. Men udgangspunktet for tiltagene har ikke været at tiltrække konkrete dyr og fugle.

Det handler bare om at prøve sig frem, lyder rådet fra Rasmus Ahlmann. Foto: Tina Moesgaard.
Det handler bare om at prøve sig frem, lyder rådet fra Rasmus Ahlmann. Foto: Tina Moesgaard.

- Selvfølgelig har jeg en stor jagtinteresse. Men jeg tror på, at når man højner naturkvaliteten eller øger mængden af ekstensive arealer, så kommet det andet helt af så sig selv, siger jordejeren.

- Og jeg nyder lige så meget at se på dyrene. Det er i virkeligheden kun få dage om året, hvor man går på jagt, så 90 procent af tiden nyder jeg bare synet af det liv, der er her, siger jordejeren.

Han har dermed indfriet sit ønske om at kunne gå på jagt på egen ejendom og kan i øvrigt ikke afvise, at han på sigt vil indlede flere natur- og jagtrelaterede tiltag. Men det afhænger af de puljer og ordninger, der kommer, siger han med et smil.