Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Små greb kan få vildtet til at komme og blive på din jord
Hvis du drømmer om mere hjorte- og fuglevildt på dine jagtarealer, så er der flere enkelte ting, du kan gøre for at forbedre områdets jagtpotentiale. Mindre justeringer kan nemlig ifølge en jagtrådgiver gøre en væsentlig forskel for, hvor attraktivt området er for vildtet.
- Du kan egentlig komme ret langt i at forbedre biodiversiteten på langt de fleste ejendomme med forholdsvis små remedier. Det kan være alt fra at udlægge jordblokke og jordsten, så du forbedrer insektlivet for en masse bille- og insektarter og så til at slå nogle områder, så du har nogle friske skud som hjortevildtet kan spise og som fuglevildt kan gemme sig i, siger Christoffer Toft Hviid Jensen, der er jagt- og naturrådgiver hos landboforeningen Patriotisk Selskab.
Han er opvokset på et landbrug og har en kandidat i naturforvaltning fra Københavns Universitet med speciale i naturbeskyttelse og artsforvaltning. Han påpeger, at det ikke er ligegyldigt, hvor man eksempelvis lægger en stenbunke, og at det er vigtigt med overblik over arealets styrker, svagheder og muligheder.

- Du skal helst vide, hvor du skal lægge tingene. Det være relevant at se på, hvor der i forvejen er noget habitat for nogle insektgrupper, som kan blive understøttet af, at vi forbedrer forholdene der.
Patriotisk Selskab tilbyder rådgivning til både landmænd og jægere og andre, der forvalter jord, og kommer gerne ud og ser på forbedringsmuligheder og hvilke tiltag, der til have størst effekt.
- Det er ikke ligegyldigt, hvor du eksempelvis lægger en stenbunke - nogle gange kan det være relevant se på, hvor det giver mening på landskabsniveau. Et solidt beslutningsgrundlag gør det muligt at arbejde mere målrettet med både jagt og natur og i sidste ende skabe et mere attraktivt areal for vildtet.
Få vildtet til at blive
En anden udfordring kan også være, at man som lodsejer oplever, at vildtet jævnligt observeres på ens ejendom, men alligevel ikke vælger at blive. Altså, at arealet bliver brugt som gennemgang, og ikke som et egentligt opholds- eller kerneområde.
Det er ikke nødvendigvis størrelsen på ejendommen, der afgør, om vildtet bliver. Ofte handler det i højere grad om, hvordan levestederne er sammensat, og hvordan arealet bliver forvaltet.

- Hvis man gerne vil forbedre jagten for hjortevildt, så kan du sørge for at slå nogle områder, så du har nogle friske skud, og råvildtet kan gå ud og græsse af det. Du kan også sørge for, at der er nogle områder, hvor de kan gå i skjul, så de kan yngle i fred, siger Christoffer Toft Hviid Jensen og fortsætter:
- Det samme med fuglevildtet. Der er det også vigtigt at se på, hvor man kan etablere skjul, der beskytter mod prædation fra rovfugle og ræve, og hvor man kan placere områder, der understøtter fuglevildtets reproduktion, så fuglene forstyrres mindst muligt.
I det hele taget handler det ifølge jagtrådgiveren om at optimere, så et område bliver lækkert for vildtet at bliver i.
- De to vigtigste ting er at sørge for, at der er fødegrundlang og ly til vildtet, for så har de mulighed for at blive i området længst muligt. Det kan være, om der er nok friske skud og nok steder, de kan gemme sig. Om der er nok ting, de kan blive stimuleret af hele tiden i forhold til føde og ly. Adgang til føde, gode skjulesteder og uforstyrrede opholdsområder er afgørende faktorer.
En mulighed er ifølge rådgiveren også at supplere med foder til vildtet.
