Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Unik samling sælges efter ejerens død: 48 veterantraktorer skal have nyt hjem
I mere end tyve år opbyggede Anders Poulsen en af Danmarks mest imponerende og velholdte samlinger af veterantraktorer. De er alle udstillet på Traktormuseum Vestjylland i Nørre Nissum, øst for Lemvig.
Men den 1. august sov Anders Poulsen stille ind i sit hjem i en alder af 89 år. Derfor bliver hans unikke samling af 48 restaurerede traktorer nu sat til salg.
- Vi håber at kunne finde en, der kan overtage alle traktorerne. De må også gerne købe huset og vores 44 hektar med, hvis det skulle have interesse, siger Anders Poulsens enke, Erna Poulsen.

Udover de 48 traktorer er der også to restaurerede Vestjyden mejetærskere, to lavtrykspressere og en gummivogn til salg.
En skal købe det hele
Det er sønnen, Erik Poulsen, der hjælper med at få solgt samlingen. Han har allerede været i kontakt med flere museet, herregårde og slotte, for at høre, om de kunne være interesseret i samlingen.
- Vi leder efter nogle, der er interesseret i at købe det hele, så det kan være udstillet et eller andet sted i Danmark. For så kunne vi bevare samlingen. Det er en temmelig unik samling, min far har fået skabt, siger Erik Poulsen.

Han har også snakket med nogle auktionshuse, men hvis de skal sælge dem, vurderer de, at nogle af Porsche-traktorerne ryger til Tyskland eller Holland, mens nogle af Massey Ferguson-traktorerne ryger til England. Så samlingen vil blive spredt for alle vinde.
- Jeg har prøvet at tage fat i nogle af dem, der har penge og museer, der beskæftiger sig med gammelt landbrug, men alle dem, der er statsfinansieret, må ikke købe sådan en samling. Det er der regler for, siger Erik Poulsen og fortsætter:
- Så derfor skal det være nogle, der synes, at det kunne være interessant at få sådan en samling og måske har nogle andre ting at kunne supplere med. Det kunne eksempelvis være et slot med en restaurant og events.
Prisen er ikke det vigtigste
I samlingen er der flere ikoniske modeller - blandt andet fra Lanz Bulldog, Bukh og Ferguson. Men der er også mere kraftfulde maskiner fra Fordson, John Deere, Volvo og Massey Harris.
- Min far har lavet nogle priser på dem, hvor han har estimeret prisen på omkring et par millioner kroner for hele samlingen. Men det er ikke prisen, der er det afgørende. For os er hele setuppet interessant, så hvis der skulle komme et realistisk bud, der er lavere, så er jeg sikker på, at min mor er villig til at gå langt for at, traktorerne bliver samlet, siger Erik Poulsen, der også fortæller, at det ikke er muligt blot at købe en enkelt traktor fra samlingen.
Han har lavet et katalog over hele samlingen med billeder og beskrivelser af maskinerne.

Ikke blot et stykke jern
Anders Poulsen restaurerede selv de rustne og slidte traktorer, så de blev ført tilbage til fabriksny stand.
- For Anders var en traktor ikke blot et stykke jern; det var en hjørnesten i dansk landbrugskultur. Med fagmæssig stolthed, nøjsomhed og et udtalt talent for håndværk adskilte og restaurerede han maskinerne, lyder det i mindeordene på museets hjemmeside.
For sønnen er det svært at fremhæve en enkelt traktor i samlingen frem for en anden.
- Der er jo en Bukh Mobil, som egentlig er en traktor, der er bygget om til en lille lastbil, og nogle af Porsche-traktorerne, der er interessante.

Erna Poulsen har selv været med rundt på udstillinger og dyrskuer med traktorerne, og de senere år har hun også hjulpet til i værkstedet, når Anders Poulsen havde brug for det.
- Jeg ville forfærdelig gerne, at det kunne lade sig gøre, at traktorerne kunne komme videre samlet. Det er det, Anders og jeg altid har sagt til hinanden, at vi gerne ville. Så det håber jeg på, siger Erna Poulsen.
Skulle der være en interesseret køber, så vil traktorerne først kunne overtages efter den 28. oktober, hvor Vestjyllands Traktormuseum lukker ned for vinteren.
